Louise Juhl

Aftenen før jeg skal konfirmeres, sover jeg i en gæsteseng i mine forældres soveværelse. Min farmor har fået min, hun er gammel og har brug for ordentlig søvn, forklarer min mor, så jeg må sove i drømmesengen, der ikke har noget med drømme at gøre, det er bare en seng med dårlige fjedre. Det knirker, hver gang jeg vender mig. Jeg læser i Stephen Kings The Shining, skyggerne fra bambusbusken udenfor flimrer henover væggen. De ligner flygtende fanger i lange kjortler.
Jeg ligger helt stille for ikke at støje. Jeg er for tung til den her verden, jeg larmer altid. Når jeg taler, for eksempel.
–Schss, tysser min far så, –behøver det at være så højt? Det samme, hver gang jeg tømmer opvaskemaskinen.
–Schss, tysser min far fra bag avisen. Det er ikke porcelænet, der generer ham, ikke tallerkenernes klirren. Eller glassenes. Det er mig. Måden jeg bevæger mig på, taler, rører ved ting.
Jeg har fået ny sko med hæl til konfirmationsfesten, det siger et lille klak for hvert skridt, jeg går. Jeg øver mig i at sætte foden forsigtigt i gulvet, at trippe i stedet for at gå. Klik i stedet for klak. Det er sådan, jeg øver mig på at være i verden. Ikke at knirke, klirre, klakke.
–Schss.