Louise Juhl

Hver morgen tager jeg cyklen, kører ad de små veje ud til Poulstrup Sø, det er urimelig smukt overalt, foråret lyser stædigt og bleggrønt fra rabatterne. Jeg kan ikke leve op til, det jeg ser, føler ingen glæde ved det. I haverne er der tidlige krokus i haverne, ved søen brysthøje siv. Solen er næsten hvid at se på, iskold og uden varme. Jeg kan lide det sådan. 
Jeg har fået en vane med at sikre, at mine fingre virkelig findes. Jeg rører ved deres spidser, tæller efter: en, to, tre. Når hver gang frem til at de er der alle sammen, ti i alt, og føler mig lettet. Det kan godt være, at jeg er ved at gå i stykker indeni, men udenpå hænger jeg stadig sammen: et hoved, to ben, to arme, ti fingre. 
Derhjemme gemmer min mor badevægten væk, så hver dag må jeg købe en billet til svømmehallen. Jeg klæder mig af i en af de små båse, lægger omhyggeligt tøjet sammen. Undertrøje, trusser og strømper i én bunke, t-shirt, sweater og jeans i en anden. Åbner så lågen ud til det fælles areal og lister mig ud, skjult bag et stort badehåndklæde med motiv af solsikker. Undervejs hen til vægten stjæler mig til at se på de andres kroppe. Unge fyldige bryster, lange sikre ben. En ældre dame med kun én arm og en hud, der er ridset af rynker. Hun hilser med bekymret mine ”Dav.” 
Jeg nikker til svar uden at se hende i øjnene, ingen skal bekymre sig om mig. 

Vægten er sådan en, de også har på hospitaler – med vejestang og modvægt. Det tager tid at ramme præcis det punkt, hvor stangen er i vater i ro. Jeg forsøger længe, skubber forsigtigt til modvægten med min pegfinger, frem og tilbage, nogle få milimeter ad gangen. Endelig finder stangen sit balancepunkt og står stille: 44,2 kilo. 
Det er nøjagtig det samme som i går, jeg har ikke tabt noget som helst, ikke et eneste gram fedt, jeg er stadig lige fed og for meget. Fortvivlelsen er fysisk, det brænder i min hals og i min mave. Jeg stiger ned af vægten, samler håndklædet op og slår det om kroppen. Småløber tilbage til båsen og de to bunker med tøj. Jeg græder og så alligevel ikke, der kommer ingen tårer, bare grimassre: Min mund og mine øjne, der trækker sig sammen. En slags hulken – måske er det sådan afmagt lyder. Halvkvalt og uden vilje.