Louise Juhl

Hun beslutter sig for at lave en installation. Èn uden døde dyr eller ekstraterrestrialiteter.
(Hun slår ordet op, men er alligevel ikke sikker på, at hun staver det rigtigt)

Hun henter tandbørste, en pose frysetørret kaffe og strør lidt groft salt ud på gulvet. Så lægger hun en fingerbøl midt i saltet. Da hun var barn, kaldte hun det altid for en fingerbølle, hendes mor lo ad det “Du kan selv være en fingerbølle,” grinede hun og rodede barnet i håret.
Hun skriver Tue på et stykke papir, lægger papiret ned i posen med frystørret kaffe, lukker den igen.
Åbner så døren til køleskabet. Lader den stå sådan – åben.
(Hun ved, at det er fråds.)

Hun tager sin telefon og går rundt. Filmer tandbørsten. Salt, kaffe, fingerbøl. Sedlen er ikke at se, hun overvejer at åbne posen med kaffe, filme sedlen, men lader så alligevel være.
Går istedet hen imod køleskabet, stadig med telefonen i hånden. Hun filmer ind i køleskabet: I lågen står en flaske med citronsaft, en liter øko-youghurt og en halvtømt flaske campari. På hylderne ligger forskellige salater, rodfrugter, hytteost, æg og et glas med hjemmesyltede rødløg. Hun zoomer ind på låget, en etikette skrevet med håndskrift og rød pen er klæbet ovenpå: “Syltetøsen,” står der.
Hun bevæger sig baglæns væk igen, langsomt, stadig med telefonen rettet mod den åbne dør ind til køleskabet.

“Av!” Hun træder på fingerbøllet og er ved at miste balancen.
Hun løfter foden, kæmper for ikke at snuble. Hun ser ned, tager fat om foden, stadig med telefonen rettet mod køleskabet.
“Pis”
Hun ømmer sig, lægger telefonen fra sig, sætter sig på en stol. Tager med begge hænder om den sårede fod. Sådan sidder hun et par sekunder, kommer sig ovenpå forskrækkelsen, løfter så blikket. Hun får øje på køleskabsdøren og skynder sig hen for at lukke den.
Fejer så gulvet fri for salt og tager dagens første glas campari. On the rocks.