Louise Juhl

Når jeg tænker på Island, så tænker jeg på varme kilder og på levende vulkaner, men også på ekstrem kulde og uhyggelige sagaer, når jeg tænker på Island, tænker jeg på en ø, der er så stor, at den ikke rigtigt er en ø men et land, når jeg tænker på Island, tænker jeg på isbjørne, også selvom der slet ikke lever isbjørne på Island, jeg tænker på isbjørne, fordi isbjørne er hvide og robuste og smukke og farlige – ligesom Island er det.
Og når jeg tænker på Island, tænker jeg det udtalt på engelsk, island, og på John Donnes berømte sætning: “No man is an island”, og så tænker jeg, at nok er vi allesammen øer, men vi flyder trods alt rundt på den samme klode og under den samme himmel.

Når jeg tænker på Island, tænker jeg, at vi er en verden fuld islændinge i verden, at vi hver især lever på hvert vores Island, men at der ét, vi dog er fælles om: at være øer.

Og når jeg tænker på Island, så tænker jeg på sagaerne, på fortællingerne ved bålet, på et sprog, der hverken er islandsk eller engelsk eller esperanto, men som er et sprog, så grundlæggende, at det ikke behøver ord:
behovet for at finde ly, for eksempel, eller tørst og sult.
Lysten til – og længslen efter – kærlighed.
Den slags findes på alle øer, også på “Island”.

Jeg aner ikke, om Peter Højrup har haft den slags tanker med sin roman, “Island”, men jeg ved, hvad bogen gjorde ved mig.

“Island” af Peter Højrup taler øernes sprog: Et rørende, grusomt men også smukt sprog, som alle, der bor på en ø (og hvem gør ikke det?) forstår. Island” er en bog, der handler om adskillelse, men også om at adskillelsen netop er dét, der binder os sammen, at adskillelsen er det eneste, alle øer er fælles om.

“Island” er for mig en bog om, at hvis Jeg er Palle er alene i Verden, så er Verden en bog, jeg læser i, og det er der heldigvis også andre, der gør, og så kan alle vi læsende “Paller alene i Verden” tale sammen om den Verden, vi er så fælles om at være alene i.

“Island” fortæller for eksempel om en mand, der skriver en bog, og det er den bog, vi som læsere sidder med i hænderne.
Vi fornemmer, hvordan manden skriver om, at vi læser i hans bog, og vi læser, hvordan han skriver, at vi læser i den, og vi vil så gerne tale med manden, der skriver bogen, og det skriver han om: Hvordan vi, der læser, og manden, der skriver, gerne vil tale sammen.

Vi vil så gerne tale sammen om, at vi er adskilte, men bogen, “Island”,  han skriver – og som vi læser – binder os sammen.