Louise Juhl

Igår læste jeg igen Elizabeth Strout, novellen ‘Søster’, eller måske er det et kapitel, på forsiden af bogen står der i hvert fald “roman”. Strout selv taler om bogen som en række sammenhængende noveller. Måske betyder det ikke så meget, det er uanset hvad fremragende litterær kunst, det er på én gang massive og samtidig uendeligt porøse beskrivelser af mennesker, der alle gør deres bedste, men sjældent helt nok.
I ‘Søster’ vender Lucy hjem til sin fødeby, Armgash, for at besøge sin bror. Det er flere år siden, hun har besøgt byen sidst, hun bor nu i New York og har en karriere som forfatter. Hendes søskende, Pete og Vicky, der aldrig er kommet videre, bor stadig i byen, og ser kun deres berømte søster, når hun optræder på skærmen: Lader sig interviewe eller deltager i oplæsninger. Det, de ser, er en fremmed kvinde, slank og velklædt, velformuleret, altid parat med svar. Helt modsat dem selv, der kæmper med dårligt betalte jobs, overvægt og en hverdag, der kun knap, hvis overhovedet, hænger sammen.
Men nu bekendtgør Lucy altså sit besøg, broderen Pete glæder sig. Han føler sig beæret over visitten, men også en kende nervøs. Hvad vil hun tænke, hans berømte søster, når hun ser hans hjem, deres følles barndomshjem. De slidte møbler, de lurvede lameller. De tomme vægge, gulvets falmede klinker? Han køber et gulvtæppe som en slags bod, forsøger ad den vej at tilføre hjemmet lidt varme, en akut ansigtsløftning.
Søsteren ankommer i bil, Pete betragter hende fra køkkenvinduet, bemærker hendes påklædning, ankellange sorte støvler med lynlås bagpå. Sådan nogen kender han ellers kun fra film. Hun har tabt sig, Lucy er mager og synligt ældet, ligner ikke sig selv fra TV. Men hendes stemme er fuld af overskud og oprigtig glæde ved gensynet: Hej Pete.
De krammer lidt kejtet, sætter sig ned, Lucy fortæller fra sit liv som kendt, hvordan hun har mødt folk fra byen på sin bogturne, folk, der tidligere harvendt hende ryggen, taler nu til hende, som var hun en dronning. Beder ydmygt om hendes signatur, takker overstrømmende for en krusedulle. Lucy og Pete taler sådan et stykke tid, frem og tilbage og udenom:
Lucy har også skrevet til sin søster, Vicky, og fortalt om sit besøg, men Vicky har afvist. Hun har ikke tid til at ses, siger hun, og heller ikke lyst. Måske er hun træt, måske er hun vred, måske noget tredje?
Midt i deres forsøg på at forstå og forklare hendes fravær dukker hun så op. Pludselig står Vicky i døren, Strut beskriver hende således:
“Vicky var klædt i en blomstret bluse og marineblå bukser – der måtte være en elastik i linningen om hendes tykke mave – og bar på en rød håndtaske, hendes briller var gledet halvvejs ned.”
Kontrasten er åbenlys, Lucy, der er mager og klædt i stramtsiddende sorte bukser, smarte støvler, overfor Vicky i blomstret bluse, rød håndtaske, kejtede briller. Tyk. Ja, det er måske en massiv modsætning Strout fremstiller, men den er også effektiv og vigtigst af alt:
Det massive opløses, som man lærer karaktererne at kende, Vickys overvægt viser sig at være velbegrundet, og Lucys næsten faretruende lave vægt har lige sådan sin forklaring.
Herefter udrulles en fuldkommen forfærdelig fortælling om misrøgt og perfide opdragelsesmetoder. Børn, der bliver bedt om at æde af skraldespanden, toiletkummen, hvis tøj bliver revet i stykker som straf for deres gråd. For Vicky har opvæksten sat sig som en forråelse, hun taler grimt og forsøger at dulme smerten over svigt ved at vende vreden udad, kaste den i hovedet på sin succesfulde søster:
“Jeg kommer her i dag for at sige til dig: Jeg brækker mig over dig […] Det gør jeg altså, Lucy. Hver eneste gang jeg ser dig på nettet, hver eneste gang jeg ser dig, spiller du så sød og flink, og jeg er lige ved at brække mig over dig”.
Hvad svarer man på det?Ja, Lucy svarer:
“Jeg brækker mig også over mig selv”.
Det er det, jeg mener, tingene er kun tilsyneladende simple, men de er også meget mere end det. Det simple er udover at være simpelt også uendeligt ensomt. Det forstørrede er også forstærkende
Udsigelsen: “Jeg brækker mig over dig”, bærer foruden hårdhed, brovten adfærd og afstumpethed også på en ømhed. Et råb, en bøn om at blive mødt. Og Lucy møder sin søster, hun siger ikke “jeg forstår”, men derimod: “jeg brækker mig også over mig selv”, som er en meget større solidaritetserklæring, end blot og bar forståelse.
Når jeg læser sådan et stykke litteratur, får jeg – omend kortvarigt – en tro på, at det nytter. At det nytter at fortælle, skrive, brække sig på skrift og tørre op igen. Det er en helt forfærdelig novelle – og helt forfærdelig god.