Problemet med venner
by Louise Juhl Dalsgaard
Her til morgen faldt jeg over et essay. “Problemet med venner” lød titlen på dansk, på originalsproget “The trouble with friends”.
Jeg kastede mig straks over det, for jeg har længe grublet over det med venskaber, hvad de kommer af og hvad der får dem til at forsvinde igen. Kollapse, glide ud.
Jeg er ikke sådan en, der har været veninder med min mor. Jeg har ellers hørt en del fortælle om shoppeture og forlængede weekender, bare dem og deres mødre, arm i arm ned ad Avenue de Champs-Élysées. Min mor har altid været mor, det vil sige, lyttet og båret alle mine sorger og glæder, men aldrig delt sine egne. Jo glæderne måske nok, men aldrig det, der gjorde ondt, da hun blev syg med kræft insisterede hun på ikke at få besøg på hospitalet, hun foretrak det sådan. At græde alene og vende tilbage, når hun havde fattet mod og genfundet styrken til at være mor, farmor. Den bærende, den stærke.
Mine bedsteforældre boede i den anden ende af landet, og jeg anede intet om dem udover det åbenlyse, at min farmor var god til at lave mad og min morfar dygtig med sine hænder. Hvad de tænkte og følte derimod, er noget jeg senere har fundet på. At min farmor var bange for at dø, for eksempel, er ikke noget hun nogensinde har sagt, men bare noget jeg fornemmede, en hidsig holden fast i livet selv efter, at der ikke var mere tilbage at leve for.
Min første veninde hed Lea, vi delte alt, bogstavelig talt, fra tøj til tabte mælketænder. Hver weekend sov vi sammen, og vi gik til de samme fritidsaktiviteter, spejder, svømning og guitar. Vi fulgtes ad til og fra skole og ringede sammen om alt: Hvad er egentlig dit yndlingsnavn, hvad skal du have at spise til aften? Jeg kan stadig husker stadig hendes telefonnummer – 98143443. Men så slog hendes far et stort hul i badeværelsesdøren og nogle uger senere fortalte Lea, at hendes forældre skulle skilles, og jeg forstod ingenting, for vi delte jo alt. Lea og mig, og hvordan kunne hun så holde hemmeligt, at hendes mor og far ikke længere kunne lide hinanden? De solgte deres bil, en grøn Simca, og Lea og hendes bror flyttede i et rækkehus med deres mor, og de fik et nyt telefonnummer, og jeg lærte det aldrig udenad.
Så blev jeg veninder med M, hendes mormor var italiener, det understregede hun fra første færd, jeg ved ikke hvorfor. Hun var helt anderledes end mig, rap i replikken og smart i tøjet. Hun gav mig min første orgasme, det var på helt venskabelig vis, sådan og sådan, skal du gøre, og jeg havde aldrig oplevet noget lignende og blev meget flov, men M sagde, at der ikke var noget at være flov over, og når hun sagde det, så var det rigtigt.
Nogle år senere fandt hun en kæreste, der var kommunist, ligesom sin far, og ingen af dem børstede tænder. Det var småborgerligt, mente de, og jeg fik lov at besøge dem i Skalby, men på vej hjem blev jeg kørt ned på cykel af en taxa, og selvom der ikke skete noget, kom jeg aldrig igen. M forandrede sig, hun begyndte at læse græske tragedier og lave buster i gips, og da vi skulle på gymnasiet valgte hun en klassisksproglig linje, mens jeg valgte matematik og musik, og det blev svært at tale sammen. Det var gik ikke fordi noget gik i stykker, det var mere som en kyst, der langsomt bliver ædt op af havet. Det er bare naturens gang men derfor ikke mindre brutalt.
Jeg fandt nye venner, en af dem var – lad os kalde hende Liv. Vi havde spillet fodbold mod hinanden, hun for Vadum, jeg for Gug. Der stod 5-3 i indbyrdes opgør, da vi startede i sammen klasse på gymnasiet. Liv havde gået på efterskole og hendes forældre var vegetarer, og jeg var fuldstændig forblændet af deres måde at leve på. Deres hund sov i sengen og de havde humus i køleskabet. Hjemme hos mig boede kaninen udenfor, og vi spiste kun sjældent krydret mad og aldrig rødbedebøffer, som var det første, jeg fik serveret hjemme hos Liv.
Jeg var glad for at gå i gymnasiet, havde mange venner, men så en torsdag indkaldte to af pigerne i klassen til et fællesmøde. De var trætte af, at jeg altid rakte hånden op i timerne og så hurtigt, at ingen andre kunne nå at følge med, og jeg havde slet ikke set det komme og det ramte mig som en betonpille, for det var sandt nok, hvad de sagde, at jeg tit rakte fingeren op, højt op og måske endda viftede med den. Men der var noget med måden, de sagde det på, som om jeg gjorde det, fordi jeg var ond og mine albuer skarpe, men sandheden var, og her lyver jeg ikke, at min finger bare var ivrig og impulsiv. Og ikke så længe efter kom Liv og fortalte, at hun var ved at kaste op over, at jeg fik 13 mens hun fik 9, selvom vi så godt som havde skrevet den samme stil, hun bare med færre fremmedord og fimsede vendinger. Ja hun kunne næsten ikke holde ud at tænke på, hvis det var sådan verden hang sammen: At det glatte og firmaformaterede havde forrang frem for det ru og autentiske, og det jeg hørte hende sige, var: Du er en falsk fims, og lige pludselig var alt det, der ellers havde været så godt, ret skidt, og jeg begyndte at blive bange for at knytte mig til nogen, for jeg vidste jo ikke, om de pludselig ville indkalde mig til møde eller kaste op over mig.
I nogle år holdt jeg mig mest for mig selv, altså ikke sådan at jeg lukkede mig inde på mit værelse eller undlod at se nogen. Jeg var omkring og ude og grinede og festede og sang, men jeg knyttede mig ikke til nogen, og jeg sørgede for kun at række fingeren op, når der ikke var andre, der ville svare, og jeg viste aldrig igen mine stile til nogen.
På et tidspunkt holdt jeg op med at spise, mine kinder blev hule og brysterne forsvandt, jeg tabte mig fra 72 og til 32 kilo, blev indlagt. Her mødte jeg Benny, han lånte mig cigaretter, han aldrig fik tilbage, for Benny skulle dø, og han havde ikke tid til at holde regnskab med noget så ligegyldigt som smøger. Han var min totale modsætning, elskede Birte Kjær og mormormad, platte jokes og quizshow, og måske var det derfor, vi kom så godt ud af det med hinanden. Fordi vi ingenting forventede af hinanden og alt derfor var ren bonus. Jeg har ikke grinet så meget med nogen, som jeg gjorde med Benny, og det selvom jeg var ved at dø af sult og han af AIDS, jeg tror vi begge havde grædt os tørre og nu var der kun tilbage at le. Han døde i december. Jeg måtte ikke være komme til begravelsen, jeg var for syg, mente lægerne, og jeg råbte: For syg til hvad, til at sige farvel til min ven?
Jeg savner Benny. Og M og Liv. Jeg savner at have helt tætte venner. Misforstå mig ikke, jeg har mange venner, gode venner, venner jeg vil gå til verdens ende for. Men jeg er blevet bange for mig selv, min fede finger, min store kæft, mine firmaformaterede ord. Jeg er blevet bange for at være for stor en mundfuld, for meget, for fimset, for dum. Heldigvis har jeg skriften, jeg betror mig til papiret, til skærmen, kald det bare en sørgelig erstatning, en falsk fortrolighed, jeg har hørt det, der er værre.
I Weike Wangs essay “The trouble with friends” fortæller hun, at hun ofte beder sine studerende skrive om en hændelse, der har vendt op og ned på deres liv. Langt de fleste skriver om at blive svigtet af en ven. Forrådt, valgt fra eller bare glemt.
Jeg tror virkelig der er noget om det. Venner er det vigtigste i livet. På godt og på ondt. De kan være kilde til den største glæde men også årsag til en enorm sorg.
Sådan er det med ting af stor betydning. Det er svært.