Louise Juhl

Han hed Klaus. Han satte sig ind i en bil en tirsdag sidst på eftermiddag og kørte ind i en mur. Med hundrede kilometer i timen og med vilje. Det var i oktober, nede på havnen, der var ingen eller intet i miles omkreds pånær tre skrigende måger og lyset fra grovvareselskabets høje skorsten. Vejret var mildt for årstiden, støvregn og ti grader, han havde trukket et stykke plastik henover rattet, måske af hensyn til dem, der skulle rydde op. 

Bilen blev først fundet flere timer senere af en løber med pandelampe, fronten var trykket helt flad mod muren. Klaus slap mirakuløst fra ulykken med to brækkede ben og en flænge, der gik hele vejen fra under det venstre øje ned over kinden til overlæben. Når folk senere spurgte, hvor arret stammede fra, svarede han, ikke uden en vis fryd: ‘Det er fra da jeg forsøgte at tage mit eget liv. Som du kan regne ud, mislykkedes jeg også med det.’

Klaus og jeg kom godt ud af det med hinanden, jeg spurgte om meget lidt, og han svarede på endnu mindre. Jeg bonnede smøger af ham, jeg havde en sær dame med kun at ryge det halve af hver cigaret. Hvad med resten?, bemærkede han hver eneste gang. 
Han ønskede ikke besøg, det gjorde han personalet klart allerede fra start. Ham, de ville besøge fandtes ikke, forklarede han – og ham, der fandtes, ville ikke have besøg. 
Han var svær ikke at holde af, selvom han gjorde, hvad han kunne for at holde os fra livet: Satte sig med ryggen til bordet, når vi holdt fællesmøder og kaldte glasburet, hvor personalet for det meste opholdt sig, for Førerbunkeren. Han holdt aldrig noget tilbage, hvorfor skulle han det. ‘Jeg går lige ud og skider,’ kunne han sige midt i maden og rejse sig: ‘er der nogen, der skal have noget med?’ Måske var det hans ligefremhed, måske hans pjuskede hvide hår, jeg følte altid en trang til at stryge gennem det, men gjorde det aldrig. Han afskyede den slags: ‘stop dig selv,’ sagde han, hvis nogen lagde en arm på hans skulder: ‘jeg er ikke en hund, jeg logrer ikke, fordi du klapper mig.’

Efter udskrivelsen kom han i praktik som kirketjener. Han, der hverken troede på et liv før eller efter døden. Han var efter sigende god til jobbet, gjorde en ære ud af at holde de levende lys ved lige hele dagen, lægge salmebøger på plads, ryste hynder efter hver tjeneste. Han fik også en kæreste, det fyldte mig med uro, hvad ville der ske, hvis hun forlod ham. Hun hed Mia og var ved at uddanne sig til glaspuster. Jeg traf hende aldrig, men Klaus fortalte om hende. Beskrev de varme kinder og hændernes omhyggelighed, når hun drejede glasmagerpiben foran ovnen. Så meget ild, så meget skønhed, sagde han og lukkede øjnene, så det ikke slap ud. Bruddet var udramatisk, det var Klaus, der gjorde det forbi. Da jeg spurgte hvorfor, svarede han at ‘Det er bedre sådan. At jeg gør det forbi, før hun gør.’
Vi sås kun sjældent, for det meste kommunikerede vi gennem beskeder, sendt sent om natten: Sover du, kunne han skrive, og så svarede jeg gerne: Ikke længere, i hvert fald. Han fortalte måske om en ny neglelak, han havde købt – med marmoreffekt. Eller han spurgte, hvor man købte norske klejner henne, det var midt i august, jeg svarede ‘det gør man ikke’. 

Vi drømte om at tage en sommelieruddannelse. Sammen. På et fransk slot med himmelseng og sprossede vinduer. Tænk sig, at drikke vin til morgenmaden, lære et nyt sprog, ord som bouquet, négociant, barrique. Sengetøj i satin. Vi gjorde aldrig alvor af det, nøjedes med at drømme og skrive franske fraser til hinanden. 
–Monsieur, comment vas-tu? 
–Très bien Madame, très bien. 

Det lykkedes ham til sidst. I en bil, han havde lånt af præsten i den kirke, han var i praktik. Denne her gang stod hans liv ikke til at redde, han havde klippet alt håret af, efterlod sig ikke andet en seddel, der stod: ‘Lad være at sørge, ham I savner, findes alligevel ikke’. Jeg ved ikke, om han havde ret.