Louise Juhl

I går så jeg en dokumentar om to voksne tvillingebrødre. De er vokset op sammen, er begge gift og har to børn. Nu mange år senere, ejer de også et firma sammen. Deres erfaringer er de samme, i hvert fald de første mange år, eneste forskel er, at den ene bror som 18årig kører galt på motorcykel, slår sit hovede og går i koma.
Da han vågner, kan han ingenting huske. Han husker ikke, hvor han bor, hvem han var, ikke engang sin egen mor. Det eneste, han husker – den eneste – er hans tvillingebror, Marcus. Hans navn er det første, han nævner, da han slår øjnene op. ‘Marcus’. Så begynder et genopbygningsarbejde, alt skal læres forfra, hans hovede fyldes op med en fortid: Hvilken seng, har han sovet i, hvilke lege, har han leget. Alt skal bygges op fra bunden, hans Jeg-hus. Alt skal sættes på plads.
Hans livline bliver broren, Marcus bliver adgangen til hans fortid. Han kan fortælle, hvilken der var hans yndlingsfarve, hvilke piger, han forelskede sig i. Alt hvad han har oplevet de første atten år af sit liv. Marcus, tvillingebroren, er til stor hjælp, fortæller ham alt, viser ham billeder fra, da de var børn, fortæller om deres lege, forældrene, steder, de har besøgt, en ferie på Frankrigs sydkyst.
Det hele varer, indtil tvillingernes forældre dør. Først faren, kort efter deres mor. Hun dør af en hjernesvulst, det sidste hun siger er: Jeg elsker jer. Alex, den hukommelsesløse tvilling, bryder sammen, hans elskede mor, hans varme og sjove mor, hende med de kæmpestore fødder og den høje latter, er nu væk. Marcus, hans bror, virker anderledes kold, nærmest lettet.
De begynder at rydde op i barndomshjemmet, det er fyldt med nips og hemmelige rum, oppe på loftet gemmer sig et bjerg af gaver, der aldrig har været pakket op. Gaver til de to tvillinger fra famile og venner, gaver, som gennem alle årene har ligget gemt. De to brødre har aldrig fået en gave, hverken til fødselsdage eller jul. I et skab finder Alex en aflåst skuffe, i skuffen ligger et foto. Billedet er af ham og Marcus, de er nøgne, deres hoveder er skåret af, kun kroppene er synlige. Så vælter Alex’ verden. Hans fortid falder sammen. Hvorfor har hans mor et nøgenfoto af ham og hans bror liggende. Hvorfor er deres hoveder skåret af.
Alex løber ned til sin bror, njed til sin fortid, beder om hjælp. Hvad er det her, spørger han, hvem er det, hvorfor? Men Marcus vil ikke fortælle ham noget, han nikker bare, ja, og går ud i haven.

Det bliver udgangspunktet for en årelang og smertefuld kamp imellem -og indeni- de to brødre. For Alex er fuld af gru og forestillinger, som kun Marcus kan hjælpe ham med at be- eller afkræfte. Marcus, på sin side, forsøger at holde sammen på sig selv og den fortid han har bygget. For sin bror men også for sig selv, en lykkelig fortid med fester og ferier og kærlighed.
Dokumentaren er langt hen ad vejen forudsigelig og kun momentvis gribende, men jeg synes, det er sindssygt interessant emne. Det her med, at vores liv er fortællinger, vi skaber undervejs. Vi er ikke et resultat af en ligning, vi er noget, vi finder på, erindringer, vi stykker sammen, så de passer til det og den, vi kalder ‘Jeg’. Alle mulige ting, vi husker og gemmer, men endnu væsentligere – alle mulige ting, vi fortrænger, pakker ned og væk. Ikke nødvendigvis fordi det er grusomt eller ubærligt, men fordi det ikke passer ind i den fortælling, vi kalder for vores. Hvad stiller man op, hvis man finder en brik med et palmeblad, når det Jeg-puslespil, man har lagt, er med motiv af en nåletræsskov? Man lægger den væk. Den passer jo ikke, brikken, den forstyrrer billedet, ødelægger motivet, det billede, man har skabt af sig selv.
Måske er det puslespil, vi lægger og som vi kalder ‘os selv’, i virkeligheden kun et lille udsnit af et meget større motiv? Et motiv, der udover skolegang, duelighedsmærker og en guitar måske også rummer to døde ørkenspringrotter og en masse følelser, man ikke kan være bekendt.