Louise Juhl

Da jeg var barn, så jeg ikke naturen som meget andet end en tilfældig kulisse, jeg ind imellem fór vild i. Min far rejste meget med sit job, så når han endelig havde ferie og tid med familien, foretrak han at blive hjemme. Derfor  byggede han et sommerhus mellem nordjyske nåletræer, forladte cafeterier og masser af lyng og tilsvarende mangel på butikskæder, solarier og byliv. Som ung teenager afskyede jeg de lange weekender i huset, jeg kedede mig, savnede spænding, actionfyldte oplevelser. Jeg følte det som spild af liv, at sidde i en træhytte og glo på firben, tælle målerlarver, lytte til et træ?
Derfor var det en kæmpe gave, da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive en tekst om et træ.
Et træ? Hallo: giv mig storkonflikter, subtile parforholdskrisee, en uopdaget sorg. Men et træ?
Jeg havde mange overvejelser, men så kom jeg i tanke om Søren Ulrik Thomsens ord “nødvendigste er dét, der giver modstand”.
Jeg satte mig ved træet og lyttede. Så på det, mærkede på det. Spurgte det om stort og småt. Ventede på svar.
Jeg ved ikke, om jeg fik, hvad jeg kom efter, men der kom i hvert fald en tekst ud af, som nu bliver udgivet i et samarbejde mellem ATLAS OVER AARHUS og Concert-in-Stallation, ude hvor træet, som jeg har kaldt Nayaa. Jeg har fået lov at fortælle om mine samtaler med træet og at læse min tekst op. Bagefter vil der være en guidet meditation. Det har jeg ikke prøvet før, så jeg glæder mig.
Det er i Havreballeskoven i Århus, vi mødes ved det sekskantede shelter ved Kongevejen kl. 14.00.