Louise Juhl

Jeg altid fundet på.
Da jeg var syv, fik jeg en ældre dame til at tro, at jeg var adopteret. Jeg mødte hende på vej hjem fra skole, hun hed Jenny og var halvt svensk, boede med sin kat, Tjalve, i et rækkehus. Hendes mand var død for længst, men hun savnede ham stadig. Ikke som i de første år, hårdt og stikkende, nu var det mere i glimt og med taknemlighed. Tit vågnede hun om natten og lyttede efter den lille snorken, der havde holdt hende vågen hver nat i enogfyrre år, men var der ikke andet end stilhed tilbage, og hun tog sig selv i at savne hans natlige forstyrrelser og milde irritation, der fulgte med. 

Måske var det hendes stemme. Eller gennemsigtigheden i hendes blik, det var som om jeg kunne se lige igennem hende. Om på den anden side. Hun gav mig lyst til at dele, så jeg fortalte hende, at jeg i virkeligheden var født på Færøerne, i tæt tåge og af et ansigt uden træk. Min mor havde forsøgt at elske mig i fire måneder, før hun gav op og efterlod mig i en indkøbsvogn i et storcenter lige uden for Thorshavn. Det var en flaskedreng, der fandt mig, han hørte mig græde, korte hikstende hulk. 
Han tog mig med til sin chef, spurgte, hvad han skulle stille op. Med mig, hittebarnet, og chefen bad ham køre mig mig til Landssjúkrahúsið i Thorshavn, hvor lægerne tog prøver og undersøgte mine reflekser. Der var ingen tegn på, at jeg havde lidt overlast, tværtimod. Jeg var velnæret “og til den buttede side”, som de skrev de i journalen.

Jenny forærede mig et kors, hun havde om halsen. Købte mig en is. Hun holdt mig i hånden en hel eftermiddag, sagde ting: ”Det er i tågen, vi finder hjem”. Hun havde svært ved at slippe min hånd, da hun afleverede mig derhjemme og min mor måtte flere gange forsikre Jenny om, at hun ikke havde i sinde at forlade mig. At jeg var i gode hænder. At jeg var holdt af og elsket. 
Jeg ved ikke hvor længe der gik, efter at hun var gået, før min mor satte sig på knæ, holdt hård om mine hænder, sagde:
– Der er forskel på at finde på- og at finde hjem.