Louise Juhl

Men altså: den der journal, jeg engang fortalte om, som var så lang, at den umuligt kunne sendes med posten, den er alligevel nået frem. Og læst.
Der er noget meget særligt ved at læse sig selv på papir. Og der er noget meget særligt ved den terminologi, man bruger i psykiatrien, når man omtaler patienter. Det er som om de sætter lighedstegn mellem objektivitet og fravær af empati. Der er virkelig nogle hårrejsende eksempler imellem. Det være sagt velvidende, at jeg har været en alvorlig prøvelse for mine omgivelser. Løgn og fortielse er en del af symptombilledet ved anoreksi. Jeg har opført mig som et barn, jeg har forlangt det urimelige, jeg har prøvet grænser af i en uendelighed, jeg har i årevis – uden ord – spurgt: “selvom jeg snyder, bedrager, gemmer mad, laver motion, ikke overholder mine aftaler – holder I så fast?” Men ligesom når et barn kaster med bestik (jeg har kastet med en ske efter en sygeplejerske) eller lægger sig og skriger på gulvet i supermarkedet, så har læger og behandlere måtte sætte grænser, sige stop. “Nu er det nok!” “Du skal spise!”
Det forstår jeg godt, det er ikke det. Men følelsen af at være blevet irettesat som et barn i en alder af 28 år, den sidder stadig i kroppen, jeg kan stadig mærke vreden, jeg får stadig trang til at råbe ad behandlerne som de fremstår på de mange tætskrevne journalark: “SÅ FAT DOG, HVAD DET VAR, JEG IKKE SELV FORSTOD” …
For hvordan i alverden skal jeg finde mening i næsten 20 syge år? Hvad var det, jeg ville med min adfærd: Afprøve grænser, lukke munden på mig selv (bogstavelig talt), kræve omsorg? Det hele måske – jeg har altid haft svært ved at nøjes, jeg vil ikke bare elskes, jeg vil denondelynemig ELSKES med STORE bogstaver, mer’ mer’ mer’. Alt det fremgår tydeligt af den journal.
Men det, der tydeligst står tilbage er, at den der for alvor svigtede, egentlig ikke var behandlerne, mine forældre, eller samfundet. Det var mig, jeg har misrøgtet mig selv, drevet vold på min krop, et vægttab på 38 kilo på 9 måneder, og det var bare begyndelsen, bagefter fulgte 15 lorteår, sult, motion, social isolation. Det er virkelig, virkelig svært at sidde med den journal i hænderne og tro på, at den er min. Men det er det.