Louise Juhl

Kære Jochun,

Det er tågen, der gør det, eller den uendelige rytme fra en kædedans, jorden der giver efter, jeg føler mig voldsomt alene, jeg går rundt og binder røde sløjfer om bjergfyren på skråningen udenfor, en slags omsorgs-rape, kram et træ, nej kvæl et træ, og jeg forestiller mig, at du vil følge dem, sløjferne, som en liderlig hund der lugter pis, du vil følge de sirlige bånd, og du vil ae træerne undervejs, lægge din kind imod, og det vil ikke føre nogen vegne, kinden mod træet, de kælne grene, det stramme, det vil ingen vegne føre, for det hele er kun mit banale hjertes helvedes glubskhed, det vil have alt, mit lille parasithjerte, ALT, det vil have træer og hunde, dig, det vil kramme og kvæle, som tågen vil det, som kædedansen vil det, den monotone fællesskabsrytme, holde om og holde ved, holde hinandens rygge fri, og lorten, den tramper vi ud sammen, fordeler den under fælles fodslag, jeg tager lidt lort og du tager lidt lort og hvis vi alle tager lidt lort, så kan det slet ikke lugtes, det er smukt, vi er så fælles om ikke at kunne lugte, det er mageløst.

Du må snart komme og besøge mig, så skal vi danse. Sammen.

Kh
Li