kære farmor,
by Louise Juhl Dalsgaard
nogen gange skal jeg være helt alene.
jeg skal sidde på en udtræksseng ved et fremmed vindue, og forsøge at bestemme, hvor jeg skal hænge mine arme, jeg skal virre med hovedet, fordi det er sådan jeg gør, når jeg er alene, virrer og vipper.
jeg skal vinke til en farmor, jeg aldrig har haft, hej farmor, hej hej, vil du være et minde, her i mit fremmede vindue, vil du bære en barm, jeg kan drukne mig i?
der er sikkert ingen, der svarer, slet ingen farmor, og det er ok, man kan ikke tømme et tomrum, vel farmor? vel?
måske kan jeg, måske er det dét, der runger i kroppen, her.