Louise Juhl

Jeg plager længe og får til sidst lov at få en kanin. Jeg køber en saltsten og en drikkeflaske med røde hjerter og forer buret med helt frisk hø. Hver dag, når jeg kommer hjem, tager jeg kaninen op ad buret, lægger den i mit skød og aer den over pelsen. Jeg aer og aer så længe, at dyret får skaldede pletter af slid, og de voksne må lave regler for hvornår og hvor længe, jeg må kæle.
Så sidder jeg med mit armbåndsur i hånden og holder øje med, hvornår det er tid for omsorg og pels. Først klokken fire får jeg lov, ti minutter med “nååh” og “søde søde”, jeg klapper og stryger og aer og kysser alt, jeg kan, så er det slut.
“Hvis du bliver ved længere, tager dyret skade”, forklarer de voksne, og jeg sætter kaninen tilbage i buret.
Mit hjerte banker så hårdt, at jeg må holde mig for ørene.