Louise Juhl

“en dag man måske som sædvanligt har glemt man skal dø”

Sådan skriver Inger Christensen i digtsamlingen Alfabet, i samme digt som hun også skriver om Øresund, brintbomber og om at koge kartofler. Det er vilde kontraster, bomber og kartofler, ligesom det er en vild sætning, den om at vi skal dø. Og så på en helt almindelig dag?
Det er råt, og det er smukt.
Jeg ved ikke, hvorfor de ord, hver gang jeg læser dem, hvorfor de giver mig lyst til at åbne vinduet og råbe dem ad mine lungers fulde kraft. Ligesom Anne Carson ubærligt præcise formulering gør:
“Altid en trøst at antage, at der gemmer sig en hemmelighed bag det, der piner en.”
Det her håb om, at der er noget, der giver det hele mening. Men så rejser spørgsmålet sig. Mening for hvad, for hvem. Giver fuglene måske mening for himlen, Bowie mening for en myresluger? Er kartofler værd at nævne ved siden af bomberne, er døden værd at nævne, når nu vi er i live. Der er så mange diskussioner om, hvad vi MÅ skrive, hvad vi BØR skrive. Hvem der kan og må og skal. Er det i det hele taget ikke bare spild af tid at skrive, er det ikke handling, verden venter på. Hvad fanden betyder en bog, når børn bliver slået ihjel og hvaler bliver kvalt i plastik. Hvem er jeg overhovedet at tro, at det gør nogen forskel, hvad jeg tænker, siger, skriver, ville det ikke være bedre at jeg slettede det her opslag og brugte timerne på at samle flakser, hvis pant, jeg kunne donere til et godt formål?
Jo. Men hvis alle tænker sådan, ville der ikke være nogen Inger og Anne i verden og måske er det rent faktisk linjer som deres, der får mig til at stoppe op og tænke. Over døden og livet og lidelsen. Over hvad, der giver mening. For hvem.
I Naja Marie Aidts ubærligt smukke bog “Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” skriver hun om sorgen efter sin søn, Carls, død. Hun skriver om choksprog, hun skriver “Intet er virkeligt. Sproget er tømt for betydning”. Alligevel skriver hun Carls Bog, for uanset hvor betydningsløst sproget kan synes, er det fuld af mening. Og alverdens mening strømmer fra bogen, selv når den skriver om det ituslåede, det ødelagte, den sorg, der er så stor, at den ikke KAN rummes. Og det vi ikke kan rumme, må vi skrive, gøre til ord, der bærer en mening, vi ikke selv kan finde. Aidt skriver:
“Hver morgen skal vi indse det på ny. Vi skal forstå. Men vi forstår det ikke. Vi fryser. Så drikker vi kaffe. Så børster vi tænder. Så kommer en ven. Så siger vores ven: Nu går vi en tur. Vores ven siger: Kom. Sæt den ene fod foran den anden. Så går vi. Det er morgen, lyset er skingert. I lyset driver frygten rundt som olie på vand. Og vi driver. Vi er drivtømmer, pinde. knoglestumper. Vi er ikke mere os selv. Vi kan kan ikke indeholde os selv”.
Jeg har ingen børn og ikke mistet nogen, der stod mig så nært som et barn står dets forældre. Alligevel mærker jeg det hele, afmagten, sorgen, der er så stor, at den opløser verden, virkeligheden. Det mærkelige er, hvordan sproget – her, hvor det føles allermest betydningsløst – giver allermest mening. Her hvor det ikke nytter at forklare eller at forstå, men kun at gå. En fod foran den anden. Lys. Morgen.
Det giver al mulig mening, ligesom Inger Christensen kogte kartofler giver mening i samme sætning som død og brintbomber. Det handler om den trøst, der er i at turde tro på, at der bag ved det, der piner os, findes en hemmelighed. Noget, der får os til at gå videre. Drive. Skrive som Aidt, der skriver:
“Jeg ville gå til verdens ende for dig. Men det var ikke langt nok.”
Det er ikke til at bære, men sætningerne bærer det, så jeg kan læse og tage en lille del af det ubærlige på mig, og sådan kan vi gennem litteraturen sammen løfte livet. Og døden.