Louise Juhl

Jeg har aldrig været god til store fester. Det er ikke fordi, jeg er utilpas ved andres selskab eller på andre måder finder situationen umage. Det er nok mere mig selv, måden jeg vandrer rundt på – søgende, med øjne, der slår flik flak, og et smil, der er mere akavet end hjerteligt. Hej.
Usikkerheden skyldes ikke gæsterne, heller ikke musikken eller maden, men kombinationen af alt det hele og mig selv. Det er ligesom et veldækket bord, høje buketter og glas af krystal, et hav af helt ens og musselmalede tallerkener, knive og gafler i pudset sølv. Servietter foldet som svaner, fikst knejsende. Og så midt i det hele, en lille skurren, et stænk af glaspest på krystallet, en begyndende revne i stellet, et eller andet så småt, at man skal anstrenge sig for virkelig at se det. Og netop derfor umuligt at holde blikket fra, en flig af noget andet, ikke ligefrem forkert, bare ikke som det andet på bordet, de andre. Der var et år, de kaldte årets festuge i Aarhus for Beautiful Mistakes, og det lød så rigtigt og kunstnerisk validt, “There’s a crack in everything.” Problemet er bare, at lige så smukt, som den slags lyder på en plakat, lige så akavet er det at sidde om bordet og være den lille fejl, der bryder med bordets ellers fuldkomne elegance. Hvem har ikke prøvet at komme udklædt til en fest kun for at opdage, at ingen andre har taget invitationens ord for pålydende. Så sidder man dér, klædt ud som en papkasse og forsøger at lade som ingenting, mens man taler om performance-kultur og identitetspolitik.

Nå, grunden til at jeg nævner min usikkerhed ved store arrangementer er, at jeg gennem flere år har planlagt min egen begravelse. Misforstå mig ret, jeg har ingen planer om at forsvinde lige her og nu, men når det sker, så skal det fejres. Jeg forestiller mig, at festen skal finde sted i en skov sidst i august eller først i september, når kantarellerne er flest. Jeg vil have købt kurve og urteknive nok til alle, og så skal der samles ind og senere smørsteges, ristes brød, uhm. Jeg vil gerne have, at Bjørn læser højt, allerhelst side 59 fra digtsamlingen Ming: “jeg vil være kyllinlykli/ jeg vil være en grøn mand/ i en drøm/ der aldrig ender.” Organisten skal spille Wild Horses på orgel og alle skal finde på en sætning til et digt. “Akut og uforskyldt glæde”. “Amazone-anemone”. Jeg håber, at Signe vil læse noget på irsk, og at der er kornblomster og vibeæg og elefantgræs i vaserne på bordet. Der skal være et net i haven, så folk kan spille volley, hvis de har lyst til det, og vand, så dem, der holder af vand, kan bade. Vinen skal være hvid og rank og perle på tungen og Michael skal lave den gullasch, der forandrede mit liv en tirsdag i maj 2006. Ingen skal føle skyld, hvis de er glade, heller ikke selvom verden brænder omkring dem, og festens anledningen er død. Glæden er i stedet for blomster, ok? Hvis nogen vil tænde bål, vil det være en gave, bage snobrød. Jeg elsker duften af røg og gærdej.
Michael mener efterhånden, jeg har så mange ønsker for dagen, at det kræver en hel festival at nå det hele. Det er ok med mig, både børn og hunde og heste er velkomne, hvis nogen foretrækker enkeltværelse, så lover jeg at se, hvad der kan lade sig gøre. Sokker i sandalerne er fint med mig, det samme er slips, bikini, burka, kedeldragt og høje hæle. Du kan også komme klædt ud som en papkasse, så længe, det er en papkasse fyldt med kærlighed.
Jeg vil gerne have en sten, hvor jeg skal ligge, ikke sådan en glat lakeret sag med ornamenteret skrift og guldbogstaver, men en sten fra klitplantagen i Tranum, groet til i mos, ligesom stammen på billedet her. Kh Louise