Louise Juhl

Vilmas mor hedder Kaja og hendes kat, hedder Kat. Vilmas far hedder Anders, han bor i en anden by med anden dame, der hedder Mia. Mia er Vilmas mor i de lige uger. ‘Det er de uger, man kan dele med to’, forklarer hendes far. Vilma savner sin kat, når hun er hos sin far, men så har hun jo Mia, selvom hun ikke har pels og spinder. Vilma har også en lillebror, Kalle, han har ildrødt hår og kun to tænder. Han er virkelig sød, når altså ikke, han er helt vildt dum og skriger og kradser. Kalles far hedder Mikki og bor i et gammelt hus, der, hvor bus nummer 12 har holdeplads. Mikki har mange ting i sit hus, og væggene er malet i alle mulige farver, gule og røde og blå. Kalle har sin helt egen væg, den er lidt lilla og lidt grøn og lidt midt mellem. Væggen er kun malet for neden, for længere rækker Kalles arme ikke. Vilma har ingen væg nogen steder. På et tidspunkt havde hun spurgt hun sin mor hvorfor, men hun havde svaret, at hun jo havde Kat, og om hun da ikke var glad for den. Vilma havde skyndt sig at svare JO! for tænk nu, hvis hendes mor ville have, at hun skulle vælge – en væg og Kat eller mellem Mia og Mikki.Vilma har også en usynlig ven, han hedder Jason. Jason har ikke nogen mor og heller ingen far, men han har en hund, der hedder Bob, der kan rulle rundt på kommando. Jason bor det samme sted, alle uger, hele året. Det er på en måde smart, for så skal han ikke deles med nogen eller have to af alting: to sæt regntøj, to tandbørster, to kalendre med de samme aftaler. Og så er alle Jasons vægge hans egne. Nogle af dem har han malet med blomster og pindsvin og bænkebidere, han har han ladet stå tomme. Dem får Vilma lov at fylde ud. Hun deler væggen i to, den ene halvdel er de lige uger, den anden er de ulige. Begge fylder hun med hjerter, flere tusinde, men der er kun plads til én kat – det er i de ulige uger. Det er ikke alt, man kan dele i to.