Louise Juhl

I dag ville min farmor være fyldt 106 år. Hun hed Ketty og var mejeribestyrer-Frue med stort F. Jeg forsøgte at google hende, min farmor, for at se, hvad der var efterladt til historien, men der var ingenting at hente om “Ketty Dalsgaard Vamdrup mejeri,” ikke et ord om hendes ungdoms meritter indennfor kvindetennis, om hendes mangeårige formandsskab for konservative kvinder i Vamdrup, eller om det imponerende i, at hun to gange vandt en sønderjysk pris i kniplingshåndværk. Min farmor var en særlig dame, hun havde verdens blødeste barm, og bar altid et lommetørklæde i sin BH, som hun trak frem i tide og (særligt) utide, så snød hun højlydt næsen, foldede kluden og lagde den tilbage på “hylden”. Min farmor elskede tennis og Poul Schlüter, i nævnte rækkefølge, men allermest elskede hun sin gravhund Ib, et særligt sensitivt firbenet væsen, som trods sin pirlighed og opfarende natur hver dag fik kødben og brun sovs. Jeg kan huske, at min farmor boede på Villavej, og at jeg syntes det lød lige så hyggeligt, som det var, og at hun havde et bambusgardin foran terassedøren. Når solen skinnede, faldt strålerne igennem bambusrørene og dannede de fineste mønstre på tæppet, jeg kunne ligge i timevis på tæppet og lade mig varme af de stråler. Hvis altså ikke Ib kom først, for ham måtte man ikke flytte med, han var fredet af farmor. Hos min farmor fik man varm mad klokken tolv, hoved- og (ikke dessert men) efterret, og brødmad klokken seks. Hun havde altid radioen tændt, undtagen når hun satte sig ved klaveret og spillede “Hymn to freedom,” som var den eneste melodi, hun kunne. Så sad alle helt stille og lyttede, selv Ib undlod at knurre så længe.
Hvis min farmor havde levet, ville hun helt sikkert have serveret roulade og kaffe med flødeskum(!), hun ville have været en tur omkring kirkegården for at hilse på farfar, og i dagens anledning ville hun have hentet sit helt særlige lommetørklæde med monogram i guldskrift: “KD” frem fra sin BH, når hun skulle pudse sin fødselsdagsnæse. Tillykke.