Louise Juhl

Min mor har altid sagt, at hvis hun selv må få lov at bestemme, hvad der skal stå på hendes gravsten, skal der stå: ‘Hun var god til gærdej.’
Den er god nok, min mor er god til mange ting også til gærdej. Da jeg var lille, bagte hun altid. Boller og flutes og franskbrød, samme dej bare i forskellige former. Boller til fest, franskbrød til hverdag og flutes til alt det andet. 
Hun elskede at bage, simpelheden i det, vand og mel og gær og salt. Det behøver man hverken være ingeniør for at forstå eller direktør for at have råd til, tilføjede hun, og lod hænderne om resten. Om at blande og ælte, slå ned og forme. Så satte hun brødet i ovnen ved to hundrede grader. Boller fik tolv minutter, flutes lidt mere. Franskbrød femogtyve.
Jeg har altid elsket min mor. Ikke fordi hun bagte, men også derfor. For at holde styr på forholdet mellem mel og vand, grader og minutter. At forstå med hænderne, at ælte sig vej i stedet for at tænke. Det var det, jeg så og det var det, jeg savnede.

Første gang jeg selv fik lov at prøve, var jeg seks år. Det var kort før jul og min mor var lige blevet færdig med at lægge dej til brunkager. At bage den slags var – modsat gærdej – en kompliceret proces, et hav af eksotiske ingredienser: Allehånde, kanel, stødt nellike, potaske, revet appelsinskal, ingefær, sirup. Alt sammen i helt nøjagtige mål: hele og halve teskeer, deciliter, gram, knivspidser. Min mor var stille mens hun blandede, kun hendes læber bevægede sig, linje for linje: ”Smelt smør, sirup og farin ved middel varme,” og så gjorde hun som læberne viste. Smeltede smør og farin og sirup og tog det af blusset, når det hele var opløst til ensartet, tyktflydende væske. På den måde lærte jeg mange ting. Ved at se på min mors læber og rynken mellem hendes bryn, der trak sig mere og mere sammen undervejs. Lytte til hendes vejrtrækning, der ind imellem slog over i et suk. Så kom hun i tanke om mig, løftede ansigtet og smilede ”det varer ikke så længe, så er jeg færdig.” Min mor var altid næsten – men aldrig helt – færdig. Hun var i gang fra morgen til aften, først med at børste tænder, så smøre madpakker til min far og mig og mine to brødre. Så på cykel tværs gennem byen, otte timer på jobbet, så tilbage ad den samme vej på den samme cykel. Undervejs gjorde hun holdt, købte porrer og margarine, hakket svinefars, bacon og løg. Kom hjem og lavede forloren hare, spurgte hvordan dagen var gået, og vi fortalte. Min far fortalte og jeg fortalte og mine to brødre fortalte. Om os og vores. Det var sjældent nogen spurgte til min mor – hvordan hendes dag havde været. 
Hvad mon hun havde svaret.
Jeg overhørte engang, at hun og min gudmor, Anne, talte sammen. Det var ude i køkkenet, de var i gang med at forberede en frokost, halve æg og rejer og tomat på et fad. Ved siden stod af en kurv med brød, lyst brød, mørkt brød, knækbrød. Jeg sad ved et bord lidt derfra, fordybet i en tegning, jeg tror, de havde glemt mig. I hvert fald talte de, så jeg kunne høre, hvad de sagde, min mors: ”Jeg er ikke bare træt, jeg er dødtræt.” Måden hun lagde vægt på ordet død, sok om hun kunne falde sammen hvert øjeblik, det skulle være. Jeg vidste ikke helt, hvor træt man skulle være for at dø, men jeg vidste, at det var det værste i hele verden, der kunne ske. At min mor skulle dø. Anne, min gudmor, lagde en hånd på hendes skulder, tog kniven fra hendes hånd. ”Lad mig,” sagde hun og skar skiver af en pølse og lagde på en tallerken ved siden af brødet. Jeg husker ikke præcis hvordan ordene derefter faldt, men jeg husker at det var min mor, der talte og at hun sagde: ”Jeg skulle nok ikke have haft tre børn, to var rigeligt.” Måske husker jeg forkert, måske sagde noget andet. At det var hårdt med tre børn oveni fuldtidsarbejde og alt det derhjemm. Men det jeg hørte var, at min mor var ved at dø. Af træthed. Og at det var min, barn nummer tre’s, skyld. 
Min tegning forestillede et barn, der gyngede højt, fløj af gyngen og hvirvlede op i luften. Blev til støv. Puf. Ingenting. Væk.

Jeg var god til at tegne. Ikke så det lignede, men med mange farver og svære mønstre, der gentog sig allevegne: En cirkel i en blomst blev matchede prikkerne på en kjole, der igen havde samme runding som solen. Alt på tegningen talte sammen, jeg viste den til min mor: ”Flot,” sagde hun og vendte blikket tilbage på den stage, hun var ved at pudse: ”hvor er den fin.” Bagefter tog jeg den med hen til min far. Han tog brillerne af og tegningen helt tæt til sit ansigt, ville så vide, hvorfor solen hang så lavt og hvilken blomst det mon var, der voksede i plænen. Han genkendte den ikke umiddelbart. Senere tegnede jeg en anden tegning, den forestillede et firkantet hus i to etager. Med en firkantet dør i midten og en firkantet skorsten på taget. ”Sådan!” roste min far og sagde, at det lignede farmors hus på en prik. 
Min far tegnede også et hus, ikke min farmors men det, der engang skulle blive vores sommerhus, froklarede han. En hytte med brændeovn og vægge af træ og med tørv på taget. Han var omhyggelig med sit arbejde, brugte vinkelmåler og lineal og en særlig tynd blyant, der var nem at viske ud. Han sad hver aften med arkitektlampen trukket helt hen over bordet og gangede og dividerede, fandt frem til den helt rigtige hældning på taget, udhængets længde, antallet af brædder på terrassen. Han fyldte først en bog med tal, plus og minus, kvadratrod og brøker. Så en anden. Jeg forstod ikke helt, hvordan tal og hus hørte sammen, men en dag stod hytten færdig. Omgivet af høje nåletræer til alle side, med svenskrøde vinduesrammer og køjeseng til både mig og mine to brødre. Der var skråvægge og mere tid end nogen andre steder i verden, dagene strakte sig lange, jeg læste Jakob og Joakims redningskorps: ”Vi hjælper alle, både tykke og smalle” og fik lov at sove udenfor på terrassen. Jeg tror aldrig, jeg har hørt virkeligheden så tydeligt før. Grene, der knækkede af i vinden, en hund, der gøede langt væk, savnet af de andre, der susede i ørerne. Jeg lå lysvågen hele natten, næste morgen kom min mor ud med ristet brød og juice på en bakke, roste mig for mit mod. Jeg tog en slurk og en bid brød: ”Jeg var slet ikke bange”, påstod jeg. Jeg ved ikke hvorfor.