Louise Juhl

Der var tretten af alting. Tretten stole, tretten gafler, tretten grunde til ikke at dø. Den første var nem: Hvem skulle så være mig – der var aldrig nogen, der meldte sig, når jeg spurgte. De andre tolv handlede om sol, skæreost og tilfældige mundheld a la hvor-der-er-vilje-er-der-vej. Min mor rettede det hver gang til: ‘Hvor der er vilje, er der nej’. 
Hun havde lavet revelsben med en tyk krydret sovs, gæsterne dukkede aldrig op. Vi endte med at æde det hele selv, rub og stub, kød og fedt og marv og sovs. Bagefter vaskede vi op i hånden. Der var tre uger til Sankt Hans, min mor lavede sjov: ‘Hvis de brænder os på bålet, hvem skal så stå for sovsen?’ 

Jeg tæller stadig. Sol og skæreost holder endnu. Dertil kommer kravlepil. Og erantis, min mors breve (der er mange), dymomaskiner, sort sol, softice og navne som Judith og Barbara. Kartoffelpizza, bade-ænder, brændt keramik – og halstørklædet, som min ven Benny forærede mig kort før han døde, en lille flig af evighed og uld. I dag er det torsdag, lyset er tiltaget med fire minutter siden i går. Jeg ved knap nok, hvad jeg skal stille op med al den tid – og med alle de grunde. Sikke en luksus.