Louise Juhl

Vi taler en del om faren ved skærme. Computerskærme, telefonskærme, tv-skærme, younameit-skærme. Frygten er, a vi ved hele tiden at have en skærm imellem os og virkeligheden mister evnen til nærvær. At det bliver lige så almindeligt at betro sig til en chatbot som til en ven.
Som én, der de første ti år af sit liv betroede mit inderste til en sten, vil jeg gerne have lov at udvide repertoiret for, hvem og hvad, der kan fungere som ven. Jeg opnåede en dyb fortrolighed med min ven, der var både loyal og tålmodig og virkelig virkelig god til at holde på en hemmelighed.

I THE NEW YORKER skriver de I denne uge om “The Attention Crisis”. Om hvordan TIK TOK, Facebook, YouTube Instagram. X og andre skærmbårne medier stjæler stadig mere af vores tid og opmærksomhed. Jeg deler sådan set bekymringen, vel vidende at jeg selv er afhængig. Langt de fleste mennesker, jeg dyrker omgang med, har jeg lært at kende via sociale medier, og for en dels vedkommende, kender jeg dem kun herigennem. Er det så ringere bekendtskaber, jeg har, mindre dybe, mindre ægte end fysiske venskaber? Det tror jeg ikke nødvendigvis. Det er muligvis en anden slags venskab, for det er klar, at man ved – ikke mere men noget andet om hinanden, når ses ansigt til ansigt, går ture sammen, lytter til hinandens stemmer. Er stille sammen.
Men jeg mener stadig, at jeg har en række meget værdifulde venskaber, som er opstået gennem udveksling af beskeder på sociale medier, herefter mails. Jeg vil vove den påstand, at jeg ikke havde været her i dag, hvis ikke det havde været for venskaber, der svarede i de virtuelle.

Jeg er helt med på, at der er farer forbundet med de sociale medier. Reklamernes manipulerende magt, fake news og en udbredt tendens til a bruge en helt urimeligt hård, ja nærmest umenneskelig tone, en opførsel mange mener at kunne slippe afsted med, fordi de ved, at de aldrig skal stå ansigt til ansigt med den, de forulemper. Jeg er også med på, at skærme kalder på stadigt kortere formater. På instagram er der eksempelvis kun plads til at skrive 2000 tegn, på X er begrænsningen helt nede på 280. Det nye Bluesky lider under samme insisteren på korte formater. Nuancer er der ikke tid til, det kan kun blive om korte overskriftlignende udsagn. “Vind eller forsvind.”
Jeg holder af ord og endnu mere af omhu og nuancer, så det, der for mig er mest skræmmende ved udviklingen, er det gab, der synes at eksistere mellem den tid, folk tilbringer foran skærmen, og den tid, de rent faktisk forholder sig til, hvad de ser, hører, læser.
Jeg skriver opslag, der er for lange. For omstændelige og med et hav af digressioner, fordi det er sådan, jeg oplever virkeligheden. Som fuld af omveje og sideveje, besværlige sandheder, der kalder på modifikationer.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen, når alle – af gode grunde – forlader Facebook.
Om jeg igen skal blive bedste venner med en sten?