Korrespondance i mono
by Louise Juhl Dalsgaard
Dit ansigt er én løgn. Så åbenlys, at det er såre godt.
Så åben, at jeg ser og noget sejrer.
Tør du sige mig imod, Lotusblomst, tør du svulme op af trods?
Jeg kunne kalde dig månefænger, knivsægger, klæbefisk. Du kunne spytte på min læg og kysse min nakke i en og samme bevægelse.
Det er det vi gør, sammen: får noget til at mødes, længe efter at meningen forsvandt.
Det er det vi er, tilsammen: gispende fisk, kroppekald.
Arter, der håber at uddø i hinandens munde.
Monografisk Smukt!
Meget levende.
“Det er det vi gør, sammen: får noget til at mødes, længe efter at meningen forsvandt.”
^^ Det er godt ramt. Jeg elsker denne sætning.
Hvor er det rart, at blive læst!! Tak for det, og for Jeres tilkendegivelser.
Sofie: det sammensatte er så delt og det delte så sammenhængende. Verden – i stykker. Kh L
Vild med det. Er ‘del dette’ en del af digtet?
God weekend fra din lyst-translatør (såre godt taber lidt, og klæbefisk og sammen, måske):
Correspondence in mono
by Louise Juhl Dalsgaard
Your face is one lie. So obvious that it is severely good.
So open that I see and something triumphs.
Do you dare contradict me, Lotus Flower, dare you swell of spite?
I could call you moon piper, tightroper, retentive fish. You could spit on my calves and kiss my neck in one motion.
This is what we do, together: make something meet long after its meaning disappeared.
That’s what we are, collectively: gasping fish, carcases call.
Species, hoping to die in each other’s mouths.