Louise Juhl

Jeg havde engang en kæreste, hvis far gav ham penge, for at holde mund. Jo mindre, han sagde og fyldte og følte, des flere penge tjente han.
Da jeg mødte min kæreste havde han to bankbøger, hver med mere end 100.000 kroner. Af en eller anden grund foruroligede det mig ikke. Han købte to katte med kilometerlange stamtavler, et udsøgt kradsebræt og et særligt foder imponeret fra Island, og opkaldte dyrene efter to japanske sumobrydere, Hakuho og Aoiyama.
Den endte sørgerligt, den ene slog den anden ihjel, måske var det et uheld. Hakuho faldt i hvert fald otte meter, direkte ned på betonen under vores altan. Jeg græd , samlede katten op og begravede den i en æske foret med vat. Læste artikler om katte og fald, deres ni påståede liv og lærte, at en kats overlevelseschancer forringes for hver meter de falder i op til toogtredive meters højde. Derefter vender det, jo længere, de falder i højder over toogtredive, des større er deres chancer for et ekstra liv.
Jeg sørgede flere dage, indtil min kæreste bad mig om at tage mig sammen. Det hjalp jo hverken den døde kat eller mig at blive ved med flæbe. Der var jo også stadig var en levende kat, at tage sig af, insisterede han.
– Livet forlanger at blive levet, han sagde det på den der måde visse mennesker kan sige ting, som om det er store sandheder. “Elsk, og du skal elskes” eller “Det nytter ikke at græde over spildt mælk” – som om gråden er et yver, man kan malke for nytte.
Jeg boede med ham i tre år. Den anden kat forsvandt også. Jeg hang sedler op på lygtepæle og i den lokale Brugs, ringede til kattens Værn, men ingen havde set Aoiyama. Til sidst opgav jeg.
Jeg ved ikke, om det var kradsebrættet, der stod tilbage i stuen, som en udtørret plante, eller om det var de tusinde kroner, han tilbød mig for at gå, når han så porno på computeren. Jeg endte i hvert fald med at forlade ham, det foregik helt uden dramatik. Senere mødtes vi og fordelte, hvad der var tilbage i lejligheden, han fik det meste. Kobbergrydesættet, den høje standerlampe og også det -næsten- ægte tæppe. Jeg fik en stavblender, en skakplade i marmor men uden brikker. Og så selvfølgelig kattenes kradsebræt.
Jeg ved ikke, om det er Nietzsche eller måske mig selv, der har engang sagt, at vi husker ting, sådan som vi helst vil genkendes. Jeg ved heller ikke, hvad det så siger om mig, at det, jeg husker fra de tre år, vi var sammen, er to forsvundne katte, deres navne. Hakuho og Aoiyama.