Louise Juhl

Det er den 20. juli, solen brænder, det er uvirkelig varmt. Iskioskerne holder længere åbent, der er udsolgt af pistacie og den med marshmellowsmag, hvis man køber to, får man gratis guf med i købet.
Jeg går tur ved vandet, det slår mig hvor mange, vi er sådan en dag. Hvor forskellige og så alligevel ens. De fleste gemmer sig bag et læhegn med en bog eller de ligger med dukkede øjne og lytter til bølgerne, en hund langt væk, to børn, der skriger af glæde. Nogle bygger et slot i sandet, andre bader. En mand går tur med sin hund, kaster en sten i vandet, hunden løber hver gang efter. Forgæves naturligvis, men den virker fornøjet ved legen, og måske er det i virkeligheden nok.
Her er alle salgs kroppe. Blege kroppe og brune. Barmfagre og fladbrystede. Tykke tynde og det derimellem. Rynkede kroppe, psoriasisramte, meterhøje og meget små kroppe. Skaldede og langhårede, en mand med turban. Et barn i kørestol, hans søster sidder på skødet, de ser efter deres forældre, der bader langt ude. En tøvende teenager dasker rundt i en meget lang hørskjorte og ligner en engel i transition.
Ingen synes at være mere hjemme end andre, alle er fremmede og på den måde er vel egentlig ingen.
Havet gør ingen forskel. Det bærer os alle, tykke og smalle, små og store. Ulykkelige, vanvidsramte, forelskede, fortabte. Hvad enten vi har et, to eller slet ingen bryster. Uanset om vi bærer hår under armene, mellem benene, på brystet, hovedet, eller om vi foretrækker at være uden den slags. Det er alt sammen lige meget.
Jeg vil gerne sige noget om havet, Om vægtløsheden, at blive båret. Uanset.
Engang var jeg tynd. Så tynd faktisk, at det var en sygdom. I årevis fik jeg behandling og hutlede mig igennem på en akkurat levedygtig vægt, svømmede, løb, gik supermarkederne tynde, lærte alle varernes deklarationer udenad, proteiner, fedt, kulhydrater. Jeg levede af stiftpiskede æggehvider bagt i ovnen med psylliumfrøskaller for at fremme fordøjelsen og tiloversblevne endeskiver fra bagerens skiveskårne brød. Det var på alle måder et ynkeligt liv, og til en vis grad også provokerende. Her blev jeg tilbudt psykologhjælp, bostøtte, fysioterapi, ernæringsdrikke, daghospital, døgnbehandling, ja der er ikke ret meget, der gik min spiseforstyrrede næse forbi. Og jeg tog imod det hele, men uden at tage noget af det ind, bære det med mig. Jeg åd bare grådigt al deres hjælp og lod mig ad den vej mætte, men afstod samtidig fra at spise. Hvis nogen får lyst til at slå i bordet, forstår jeg dem godt. Jeg slog også i bordet, og jeg slog mig selv, hårdt, på kinden, i maven, skar i min læbe. Så kunne jeg lære det (intet af det lærte mig dog en skid).
Alt det til trods mødte jeg stort set kun omsorg. Medfølelse. Hvis ikke forståelse, så i hvert fald en erkendelse af, at jeg havde det svært, rigtig svært, og behøvede hjælp. Jeg var jo ikke andet end skind og ben og hule kinder. Et bette pus (en lille lort)
Jeg er ret sikker på, at havde mit problem været det modsatte, hvis jeg havde proppet mig med mad, tømt mayonaissetuber og pakker med doughnuts, bøtter med Ben & Jerry is, så havde jeg ikke mødt den samme forståelse fra behandlingssystemets side. Jeg ville muligvis blive tilbudt ti gange tre kvarter med en psykolog og få udleveret en kalorietabel, hvor jeg kunne læse, hvad jeg allerede vidste, nemlig at der er flere kalorier i et kilo flæskesvær end i et kilo gulerødder, mere sukker i en pose vingummi end i et glas vand. Og med sådan én i hånden ville det jo bare være et spørgsmål om at omsætte viden til praksis, spise mindre, forbrænde mere. Hvor svært kan det være? Og når vægten så måneden efter viste det samme og lægen med en slet skjult irritation vil afvise, at der kunne være tale om for lavt stofskifte eller en genetisk disponering for overvægt, og med meget tydelig udtale forklare, at det i bund og grund og for alle mennesker handler om det samme, nemlig at balancere indtag og udtag, det er ren matematik, en lovmæssighed, ingen energi forsvinder, den omdannes bare til noget andet, og hvis ikke den omdannes til bevægelse, motion, ja så lagrer den sig som fedt.
Og jeg ville gå skamfuld derfra, pinlig bevidst om, at jeg som alle andre var underlagt biologiens love, at mit manglende vægttab ikke skyldtes en kropslig uregelmæssighed men slet og ret for meget mad, for lidt motion, og jeg ville straffe mig selv, æde fire fastelavnsboller så jeg kunne briste under min egen tyngde, blive kvalt i mit eget fedt, mere, mere, mere.
Det jeg vil sige er, at det med krop er kompliceret. At undervægt kalder på omsorg og tykhed på irritation, vrede. At det kræver uendelig meget mod at stå ved sig selv, som man er. da jeg gav slip på spiseforstyrrelsen, altså sådan rigtig slip, gav jeg samtidig slip på den overbærenhed og omsorg, det ekstremt tynde gav adgang til. Det var ikke længere synd for mig, jeg måtte (heldigvis) klare mig selv, sådan som alle andre klarede sig selv. Min krop voksede. Mine bryster gik fra at være små pastiller til at være nogle ret velvoksne og lidt uens vedhæng, ofte i vejen. Når det var varmt, klistrede mine lår i et sammensurium af fedt og muskler og sved. Jeg fik deller på maven, ja i flertal, og mine før så knastede knæ blev kluntede og kuglerunde.
Jeg er ikke tyk. Jeg er heller ikke tynd. Og jeg oplever hvordan havet hjælper mig med at bære forandringen. Bære de ekstra kilo, dellerne. De kejtede knæ. Jeg glæder mig til at kravle i badedragten også, selvom jeg ikke ligner en havnymfe – eller i hvert fald en lidt buttet og rynket én af slagen. Jeg glæder mig til at vade ud til alle de andre kroppe, fem- og firsårige, forbrændte og bekymrende blege, store og små kroppe. Brune og beige og helt lyse. Kroppe med handicap og uden. Ængstelige kroppe. Og selvsikre.
Havet bærer os alle. Det kan lyde som omkvædet i en højstemt salme, en semisentimental besjæling af naturen. Men det er egentlig bare en konstatering:
I havet er alle kroppe ens.