Louise Juhl

Livet er mærkeligt, det er døden også. 
Sines mor får kræft i april. Vi sidder udenfor Jensens bøfhus en fredag, jeg har bestilt frokostbøf og softice med drys til dessert. “All you can sat”, kalder de konceptet, jeg er i gang med min tredje portion, da Sine siger:
“Min mor har forresten kræft.”
Jeg roder lidt med skeen i den bløde is, fanger en grøn Smarties: “Skal hun dø af det?,” spørger jeg.
Jeg ved ikke, hvor længe der går, før hun svarer:
“Nej, Hun skal ikke. Men hun KAN dø af det.”

Sines mor vil ikke have kemo, hun kalder medicin “gift for kroppen.”: 
“Jeg vil bygges op, ikke brydes ned,” forklarer hun Sine – og har fundet et sted i Tyskland, hvor de arbejder med lyd. En slags terapi, der skal få hendes celler til at samles i stedet for at dele sig. Det er vist nok noget med bølger, fortæller Sine mig, “og frekvens og interferens.” 
Sines mor og far låner penge i banken, det rækker akkurat til et værelse på patienthotellet og ti behandlinger. Sine må blive derhjemme med sin lillebror.
De er alene i lidt over en måned, får besked på at passe på hinanden så længe. Og at plante karse i kartoner, de ved ikke, hvad de skal bruge alt det karse til, men Sines mor siger, at det handler om at så, få noget til at gro. De taler i telefon sammen hver dag. Ti minutter, mere har hendes mor ikke kræfter til. Sine græder ikke, når de snakker sammen, heller ikke bagefter: “Det hjælper jo ikke at tude,” forklarer hun.
Sines mor kommer hjem fra Tyskland midt i juni, hun er solbrun og smukkere end nogensinde. “Jeg har aldrig haft bedre”, svarer hun, da jeg spørger hende, hvordan hun har det. Men skanninger ugen efter viser, at kræften har bredt sig. Der er ikke mere, lægerne kan stille op.

Hun dør i oktober, der er blomster hele vejen gennem kirken. Sines lillebror har lavet en perleplade med et hjerte i midten, hendes far bryder sammen, da de sænker kisten i jorden. Sine klemmer sin lillebrors hånd, det er svært at sige, hvem der der holder fast i hvem.
Sine græder ikke til begravelsen, heller ikke bagefter. Det nytter jo ikke”. Hun gider hellere ikke snakke, hun samler i stedet alle de gamle kartoner med karse, som hendes far ikke har nænnet at smide ud. Smider dem i en sæk og kaster sækken i en stor container bag skolen: “Alt deres pis med håb og spirer.”