Louise Juhl

For mange af os var undskyld ikke bare et ord, men en tilstand. En følelse af at være til besvær, i vejen. Lidt for meget og lidt forkert. Så vi undskyldte for det meste, også for ting vi ikke havde gjort, ting, der bare skete. En forsvundet handske, en tabt pung, en stjålet cykel. Undskyld.

Hos de voksne var der ikke meget trøst at hente.
Var vi nu helt sikre på, at den cykel havde været låst? Og hvorfor gik vi rundt med en pung i en lomme uden lynlås – vi kunne vel sige os selv, at det ville ende galt. Fortalte vi dem om fester, vi ikke var inviteret til, en følelse af at være holdt ude, sendte de bolden tilbage til os selv. Spurgte: Hvad tænker du, at det kan skyldes? Eller vi blev fortalt, at den slags jo gik begge veje: Måske kunne vi selv gøre en indsats, være mere opsøgende? Var vi mon for kræsne, stillede for store krav, var vi for sarte? 

Da vi en dag blev tvunget i knæ af tre store drenge og bedt om at kysse deres fødder, fortalte vi det straks til de voksne, men fik besked om, at den slags drengestreger var verdenshistorien fuld af. ‘Det er ikke noget at tage sådan på vej over’.  

I skolen lærte vi at række hånden op, også selvom vi ikke kendte svaret. Hver gang håbede vi, at en anden ville blive spurgt. Strategien virkede, vi fik over middel. Læreren tilføjede: ’for flittighed og disciplin’, vores kunnen blev ikke nævnt med et ord. I matematik var det svært at gemme sig, det nyttede ikke med de sædvanlige ’jeg synes’ eller ’jeg mener’. Syv gange syv gav niogfyrre, uanset hvad vi mente, så vi terpede tabeller og forsøgte at forstå de mange X’er og Y’er. ’Øvelse gør mester’ prædikede vores forældre, så vi blev ved med at øve og øve. Alligevel endte vi med en bedømmelse under middel, og blev belært om, at en enkelt aftens indsats ikke var nok. ‘Vil du være god til noget, kræver det et langt og sejt træk’. 

Så vi trak og trak. Undskyldte og gjorde os umage.
Lånte formelsamlinger på biblioteket og forsøgte at tyde alle tegnene. Men forgæves, det forekom os stadig umuligt at begribe, hvordan man kunne tage kvadratroden af et X eller få Z til at være 9. I stedet vendte vi os med fælleskabet. Vi forsøgte os med at være ‘opsøgende’ og stillede ingen krav til samværet. Vi mimede bare, smurte perlemorsblå på øjenlågene og købte både en t-shirt med AHA og en anden med Dave Gahan fra Depeche Mode, så vi kunne matche ethvert tænkeligt selskab. Endte på den måde med at undskylde ikke bare alt og alle, men også os selv.