Louise Juhl

Min bror samler ting og sager i en bunke.
Så begynder han at sortere, først efter farver: gule og røde nuancer i en bunke, blågrønne i en anden og en sidste bunke, med alt det, der ikke “passer” nogen steder. I den bunke lægger han bl.a. et forstenet søpindsvin, en mikronfonhårs-paryk og en tikroneseddel, han har fundet i en biblioteksbog.

Han er glad for den bunke, siger han, og rydder en hylde over sengen til alle sagerne. Så lægger han en lille stykke papir under hver ting, “ligesom på et museum”, siger han.
Jeg får lov at kigge, også på de små stykker papir under hver ting.
Der står ikke noget på sedlerne; jeg spørger hvorfor.

“Fordi det er omvendt, kan du ikke se det?” spørger han:
“Det er jo dén bunke, hvor tingene viser, hvad der ikke står på papiret”