Louise Juhl

Jeg læser Linn Ullmanns ‘Pige. 1983’. Den handler om erindring men nok mere om glemsel. Om de mange hvide pletter på vores indre landkort: 
Hvad blev der egentlig af kjolen, den med pufærmer og guldbroderi ved halsen vi købte, fordi vi ville være en anden? Eller af glasset med haletudser, vi efterlod i vindueskarmen en glohed sommer? 
Det vi ved om os selv, er som regel langt mindre, end det, vi tror, at vi ved. Jeg ved, at jeg i femte klasse var tavs i flere uger, fordi en lærer havde bedt mig om “at skrue ned for volumen.” Det står i en journal et sted: “bekymrende adfærd.” Jeg ved, at jeg stjal en halvtredser fra min mors pung, men lagde den tilbage igen, fordi jeg ikke kunne få vejret af bare skam. 
Jeg ved, at jeg indlagt på Frederiksberg hospital ti måneder efter, at jeg var blevet student. Jeg tror, at det var frivilligt, men jeg ved, at lægen sagde, at hvis ikke jeg gjorde det selv, ville han sørge for, at nogen gjorde det for mig. Jeg ved, at Benny, min bedste ven på afdelingen, stjal en kørestol i kælderen og at vi kørte race gennem hospitalsparken. Jeg ved, at vi delte en pakke Dunhill cigaretter og en flaske fransk kirsebærvin, vi skulle jo alligevel dø, sagde Benny, så hvorfor ikke give den gas så længe. Han havde AIDS i udbrud – lungeinfektion, svamp i halsrøret og nervebetændelse. Han skreg af smerte, bare han skulle have strømper på fødderne. 
Han døde en lørdag i december, jeg var hjemme på weekend. Jeg fik ikke besked før mandag morgen. Jeg råbte og skreg: Hvorfor fanden de ikke havde ringet til mig? Givet besked? Sygeplejersken tog min hånd, tyssede og sagde, at det jo ikke havde gjort nogen forskel. Benny var helt sikkert død alligevel. Jeg vidste godt, at hun talte sandt, men det er ikke det samme, som at det, hun sagde, var rigtigt.