Louise Juhl

Måden støvet samler sig på bladene af min sukkulenter. Dødens hældning mod det lukkede. Det vilkårlige, som langtfra er tilfældigt.
Jeg har ikke noget at sige. Ikke nogen at sige det til. Læser Ola Julén, og alt omkring mig ligner ulykkeligt konfetti. Stykkevisheder.
Hvad skal det her vejr betyde, den regn, der ikke kommer? (Jeg har ikke nogen at spørge.)
Hvis jeg ånder mere ud, end jeg ånder ind. Hvis regnen slutter. Hvis trætheden.
Hvad så?