Letlevende dyr
by Louise Juhl Dalsgaard
Hun er ikke bitter.
Det er det, hun siger: – Jeg er ikke bitter, men.
Og fortsætter så med at tale om, hvor glad hun er. For huset i skoven, alle de somre, vi har tilbragt sammen der. Hele familien, i bare fødder på terrassen eller i klipklapper på vej igennem det høje græs. Altid på vagt for hugorme og tornede buske, brændenælder.
–Alt det vi har samlet igennem årene, siger hun, kurvefulde af mos og kogler, svampe. Og fuglene. Alle de mange gange vi har lyttet og sammenlignet, øvet os i at skelne. Gøg fra skovdue, solsort fra skade. Grinet af duernes dumt kælne kurren.
Dulle er i virkeligheden et gammelt dansk ord for due. Vingede tøjter. Letlevende dyr. Flyvske forførere.
Det var min fars ide. At hendes penge skulle sættes i sommerhuset altså. Pensionsopsparingen. Det var noget med rentesats og investeringsafkast, og selvom hun ikke helt forstod, hvordan det hang sammen, protesterede hun ikke. Han vidste mere om den slags, og hun var alligevel mere interesseret i nutiden end i fremtiden.
– Heller ét hus på hånden end ti i ånden. Hun trækker på skuldrene. Hun har ikke fortrudt, siger hun, hun er glad for hytten. Ikke udelt:
– Men hvor tit er man egentlig dét. Udelt glad?
Det er ikke et spørgsmål. Hun tager en slurk af tekoppen, ser ud ad vinduet, nævner i flæng. Efterårsstormen i ’81, der havde lagt skoven omkring huset øde. Hun havde grædt, da hun så væltede stammer, hundredvis af årgamle stolte graner. Nu lå de og lignede efterladte soldater på en slagmark. Nogle kun sårede, de fleste døde.
Hun kalder hytten for sit helle, selvom hun indrømmer, at den også kan være byrde. Gardinerne skal jo vaskes jævnligt, skabene holdes rene, græsset Slås. Sådan er der hele tiden noget, og hun er jo ikke tyve år mere. Hun laver en grimasse, jeg har svært ved at læse den, om det er et smil eller noget andet. Om det er meningen, jeg skal tilbyde hende min hjælp. Støvsugning, hovedrengøring. Men så rejser hun sig fra sin stol:
– Nå nok om mig. Samler kopperne sammen og bærer dem ud til vasken: – Hvordan går du ellers og har det?