Louise Juhl

Jeg ved ikke, hvordan det sluttede, hvorfor, en dag holdt hun op bare op med at ringe, komme forbi. Jeg kunne selvfølgelig have spurgt hende, er der noget galt? Jeg kunne have ventet ved stoppestedet, når hun steg af bussen, men det gjorde jeg ikke.
Vi kendte hinanden gennem vores mødre, de var vokset op i den samme by, havde fulgtes til skole og senere gymnasiet, nu boede de kun nogle få hundrede meter fra hinanden. I hver sit gult-murede hus med carport og kristtjørn i forhaven. De sås hver anden torsdag, talte om bøger, en kusines nyopdagede sygdom, den nye rygelov. De spiste tørkager købt ved bageren, små firkantede stykker med skarpe kanter, ‘lidt men godt’. Vi sad hver siden af, Sandra og jeg, efterlignede de voksne. Drak te af kopper med store ører, brugte en gaffel til kagen, skar den i små stykker, at den næsten forsvandt, før den nåede munden. Vi lyttede til de voksnes snak men forstod kun ordene – ikke hvad de handlede om, og fik lov at rejse os efter et kvarter.
Sandra var langlemmet, nærmest akrobatisk i sin ynde. For hvert skridt, hun tog, så det ud som om hun lettede fra jorden ved hvert skridt. Hun afskyede, når jeg sagde det til hende, ‘du minder om en svane’, kunne jeg finde på at sige. De voksne kaldte hendes bevægelser for graciøse, hun synes ordet lød som en suppe kogt på et gammelt skrog, tynd og sjasket. Hun øvede sig i at trampe, sætte aftryk, men det var som om, det ikke ville lykkes. Nogle gange græd hun, ‘kan I ikke se det?’ Vi vidste ikke, hvad det var, vi skulle se, lod hende bare græde og misundte hende det hele. Det fuglede, fjerlette, ja selv gråden.
Vi var lige begyndt i fjerde, flyttede klasselokale fra kældergangen op i stueetagen. Jeg fik en skoletaske med kun én rem, sådan en man kunne bære på skrå hen over ryggen. I frikvartererne satte vi hår på hinanden, Maria tog øjenskygge og kinderødt med, hun havde arvet efter sin søster. Og en sort blød blyant til at tegne kattede kanter om øjnene. Vi malede hinanden, jeg fik blå over øjnene og en fuldt optrukket meget pink linje, der gik fra fra mundvigen og helt op til øret. De andre gjorde det samme – malede deres ansigter, lavede kyssemund til spejlet. Sandra brugte ingen farver, kun den sorte blyant. Hun tegnede først sine øjne op, så rundt om munden, til sidst trak hun en sort streg henover panden. Maria syntes, det var uhyggeligt, ‘du minder om den der dræberklovn’, sagde hun. Vi andre så bare til, mens det fuglede forvandlede sig til ståltråd og luften blev tæt. Så vendte sig om mod os og rakte tunge. Ingenting forandrede sig, næste dag var den sorte streg i panden væk, det om øjnene og munden. Men hun var ikke længere med, når hendes mor kom på besøg, kun jeg blev siddende ved bordet, med de voksne og en finger i koppens øre. Delte min kage i uendeligt mange bidder. Senere blev det ærter, jeg delte, og kefir, jeg fortyndede med vand. En gul Gajol delt i fire, sådan én kunne vare en hel dag.