Louise Juhl

Jeg gik i klasse med Josse, der egentlig hed Josefine, hun havde flaskegrønne øjne og en kæft så stor som Kim Larsens.
Hun havde ikke altid haft det nemt, sådan sagde de voksne, og når vi spurgte, hvad de mente med det, svarede de: ‘Så længe I bare husker at behandle hende pænt’.
Det lød som noget, man siger om dyr. At man skal huske at behandle dem pænt.
Josse boede ikke derhjemme, hun var i pleje ved Jens og Merete. Jens var ortopædkirurg, det betød, at han satte skruer i folks ben og arme, Merete var hjemmegående, rygtet sagde, at hun tjente sine penge på at have Josse boende. Men da Nikolaj, der aldrig lagde fingre imellem, spurgte Josse, om det var rigtigt, gjorde hun sig skeløjet og pustede kinderne op. Svarede: ‘Ligner jeg måske én, man kan tjene penge på? ‘
Josses rigtige mor hed Jeanet, hun besøgte Josse hver fjerde lørdag, de sidste par år blev der længere imellem. Én gang var bilen punkteret, en anden gang havde hun  låst sig ude, og låsesmeden var taget på ferie og sådan var der efterhånden altid noget, der kom i vejen. Det virkede ikke som om, det gik Josse synderligt på, hun talte i hvert fald aldrig om, at hun savnede sin mor. Tværtimod gjorde hun en dyd ud af være sin egen. En ener, en Pippi uden hverken Nelson eller hest.
Josse var min bedste veninde, vi skød dåser med sten, piftede i græsstrå. En dag spurgte hun, om jeg ville være hendes søster? Jeg svarede nej – helt uden at tøve. Josse skød en sten mod en af dåserne, den faldt til jorden med et smæld. Så strammede hun knuden på sit ene snørebånd, svarede: ‘Fair nok.’