Louise Juhl

Jeg drømmer, at jeg er sygeplejerske på et hospital, måske er jeg læge, det fremgik ikke tydeligt af drømmen. Jeg har den sene vagt.
Jeg får udleveret en kittel (vissengrøn og med plastikcoating) og et par bittesmå strikkede babysko, jeg ved ikke hvad, jeg skal stille op med nogen af delene. Jeg får også en sort keramikskål fyldt med udslåede æg.
I løbet af aftenen (måske er det blevet nat?) bliver jeg frygtelig sulten og tænder et stearinlys, varmer skålen med æg over flammen. Jeg kan tælle mere end 25 blommer i skålen, det tager tid at tilberede så mange æg.
Omkring mig lyder alarmer, og personaler farer forbi med iltmasker, defillibratorer, anæstesiudstyr, jeg fornemmer travlheden og skynder mig at spise de stadig halv-rå æg. De lægger sig som betonklodser i maven, jeg føler mig pludselig meget træt og lægger mig for at hvile et øjeblik.
Da jeg vågner er det morgen og dagvagterne er mødt ind. Jeg skal aflægge rapport for natten, jeg fortæller uden at vide hvad: Stue 12 er rømmet på grund af mistanke om skimmelsvamp, to patienter har overlevet hjertesvigt, og kun én enkelt er død i nattens løb. Sammenfattende vurderer jeg, at resultatet fra en lægeetisk synsvinkel (flere der har overlevet behandlingen end patienter, der ikke har) må være tilfredsstillende. Men overlægen protesterer: En sådan statistik vil på sigt  udhule vores økonomi, det er jo politiske besluttet, at antallet af patienter i 2020 skal være reduceret med mindst 30 procent. Og i 2050 med 100% Med mine tal vil den prognose aldrig kunne indfries.

Overlægen tegner derefter en graf: x-aksen er tiden i år, y-aksen antallet af patienter, han tegner derefter en skarpt nedadgående kurve, der skærer den vandrette linje i 2050.
“Vores væsentligst lægeløfte er for nuværende at sørge for, at vi hver morgen har færre patienter, end vi havde aftenen før,” understreger han, og alle nikker – også jeg.