Louise Juhl

Jeg blev engang opereret i lysken, det var en onsdag, lægen havde forklaret mig det hele på forhånd. Hvordan han ville føre en kikkert ind lige over navlen, ned til bughinden og løsne den knude, der voldte problemer. Det ville knap være at se bagefter, lovede han, et lille ar på størrelse med en 25 øre eller mindre.
Jeg er hverken bange for læger eller blod, men jeg er bange for min krop. De der sære 58 kilo, jeg slæber rundt på, og som er svære at ignorere, især når de gør ondt. Knogler, hud, hjerte, lever, hår. Allerhelst ville jeg lade som om, de tilhørte en anden, halsgruben, knæene, mine ulige bryster. Også ved den her lejlighed, så jeg skyndte mig at indvende, at jeg stolede på hans faglighed og helst var resten foruden. Hvad, hvordan og sådan. Men lægen insisterede, det var noget med en protokol: han skulle oplyse, hvordan og i hvilken rækkefølge, tingene ville ske, hvor mange de ville være på operationsstuen, anæstesilæge, to kirurger, en sygeplejerske. Og nå ja. Risikoen for aldrig at vågne igen. 1 ud af tusinde. Det var der, jeg begyndte at græde. Ikke på grund af mig eller min krop eller fordi, jeg frygtede at dø, men på grund af hunden, min mand, mossets grønne, spejlede æg, den skovlede glæde.
Lægen var virkelig sød, han tilbød at stikke nåle i min venstre hånd, det havde han god erfaring med modvirkede uro og angst.
Jeg er født skeptisk, ingen skal komme og tage røven på mig, hverken solen eller månen, læger eller buschauffører, der lukker dørene lige, som man når frem. Nej så heller gå selv, tak men nej tak. Nåle mod uro, hvor herre til hest, hvad mon det næste, han ville foreslå, var. Overtonesang, auraterapi, håndlæsning.
Alligevel takkede jeg ja, han virkede jo rar nok, og hvis jeg skulle dø, kunne jeg vel lige så godt gøre det til grin som til gråd. Og mens han stak nåle i i det bløde kød mellem knoerne på min venstre hånd, fortalte han, at han havde irsk setter, der hed Luksus. Den var seks år gammel og havde overlevet at falde fire meter fra en balkon i sydfrankrig. Jeg ved ikke, hvorforfor han fortalte det, heller ikke, om det var Luksus eller nålenes skyld, at jeg holdt op med at græde, men operationen gik godt, og da jeg vågnede besluttede jeg mig for, at lære den at kende. Kroppen altså, den grædende klump, de akavede knæ, brysterne, bughinden, det hele sgu.
Jeg synes stadig det er svært, men jeg øver mig hver dag. Mætter mine fødder med creme, reder mit hår, hælder kakao i en kop og siger: “Because your worth it.” Der er så fjollet, men det smager godt, og jeg vil hellere være til grin- end at være tilovers for mig selv.