Louise Juhl

Jeg mister og mister og mister og mister. Grebet om hvem, der er gode, og hvem, der er onde, hvad der er lyng og hvad, der er lilla. Ven og fjende, dit og dat. Der er så mange regler og så mange måder at gøre det hele forkert på. Så mener man måske for meget om det forkerte, eller også mener man for lidt om det, man bør mene noget om. Den her konstante sætten ting op overfor hinanden. Som dikotomier. Sommerfugle overfor våbenkapløb, mycelier i modsætning til nøddeallergi. 

Det er ikke så længe siden jeg lå og læste og spiste chips og fik en flig af den sprøde fede snacks galt i halsen. Så galt, at luftvejen lukkede og jeg hverken kunne trække vejr ind ad næse eller mund. Jeg hev og hev men uden held. I tyve sekunder, et halvt minut, nåede jeg at tænke – uhyggelig klart – at jeg måske ville dø, og at det egentlig var ærgerligt, for jeg havde lige købt 12 luksus flødeboller i et lagersalg og glædet mig til at spise dem alle. Og så tænkte jeg på min hund og på min mand og på de alt, alt for mange timer, jeg havde brugt på at frygte, hvad folk måtte mene om mig. Om min sjældent udtrykte vrede, mine nedbidte negle. Min ensomhed, der sjældent handler om andres fravær, men om mit eget manglende mod til nærvær. 
Til sidst fik jeg rejst mig, stadig uden at kunne få luft og løb ud i gården i håb om at himlen ville rumme tilstrækkeligt med luft til at unde mig en smule af det. Og derude – hvor ingen tænker noget om nogen, hvor skyer er skyer, hvor mos er mos og man selv er det mindste blad på en endnu mindre nælde – var der endelig hul igennem til hals og lunger. Luft. Ånde. Og jeg trak og jeg trak og følte et kort sekund en helt urimelig glæde ved ikke at skulle dø, i hvert fald ikke lige nu. Over, at jeg faktisk havde tid tilbage. Til at se mine hund, kysse min mand, spise flødeboller og mene lige præcis, hvad jeg mener, og kun om det, jeg har lyst til at mene noget om.

Jeg glemte selvfølgelig episoden kort tid efter. Og så blev fortællingen igen til en historie om tab. Om at miste og miste og miste og miste. Selvom jeg lige havde vundet livet. Sådan er det nok bare. Man tænker så godt som aldrig over at trække vejret, før man ikke kan. Eller over flødebollerne, før de forsvinder.