Louise Juhl

Til morgen hørte jeg en amerikansk radiovært. Han talte egentlig om angst og meditation, men udsendelsen kom også til at handle om følelser. Følelser. Åh gud nej. Følelser er af en eller anden grund blevet noget, vi peger fingre af, en slags candyfloss: lyserød og lokkende, men fuld af luft og tomme kalorier. Men sådan behøver det ikke at være. Der er jo også følelser forbundet med det rå og det usødede. Selv er jeg frygtelig led ved lyden af en dieselmotor, fordi den taxa, der overleverede telegrammet om, at min mormor lå for døden, kørte på diesel. Lyden af diesel er er jo bare en lyd. Leden er en følelse. En urimelig følelse, kan man sige, men den findes af en grund. Ikke nødvendigvis en god grund, men en grund, der er værd at kende, om ikke andet så, fordi den findes og jeg findes med den. I udsendelsen var der også en etymologisk pointe. Det er jo ikke var tilfældigt, at følelser hedder FØLelser. FEELings. Det er jo fordi, det kommer af at mærke. Og stedetm, vi mærker, er i kroppen. En klump i hilsen, en knude i maven. Flimmer for øjenene. Følelser er altså også krop:”Følelser er en kropslig aktivering med et psykisk udtryk. Følelserne fortæller os, hvad der giver os glæde og hvad, der forårsager smerte. De mobiliserer os til at handle på egne vegne, for bedst muligt at overleve og tilpasse os den verden, vi lever i. Både i de nære forhold og på samfundsplan.” Følelser er altså et redskabmidt imellem krop og tanke, en bro, en ret vigtig bro, fordi vi er nødt til at krydse den for at kunne overleve og handle. Man kan næste sammenligne den med halsen. Halsen, der forbinder hoved med krop og den, der lader mad og drikke nå fra mund og til mave – så vi ikke dør af sult. Følelser er umulige at komme udenom. Jeg siger ikke, vi skal dyrke dem, heller ikke at vi skal elske eller hade dem. Men vi er nødt til at være – ikke i dem – men med dem. I hvert fald, hvis vi vil “overleve … den verden, vi lever i. Både i de nære forhold og på samfundsplan.