Lydløs udrykning

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg kan huske det år, alle malede deres vægge gule. Også jeg selv. 
Jeg boede i en etværelses med skråvægge og udsigt til en grumset spildevandssø. Min mor hjalp mig. Vi købte to natursvampe i Helskosten og bevægede dem i cirkler henover væggen. En hel dag malede vi, gjorde kun få holdt. Min mor spiste en bakke kirsebær, det var det eneste mad, jeg havde i huset. Hun gemte alle stenene, ville plante dem ud. Det blev mørkt før vi var færdige, fabrikkens mange neonpærer lyste rummet op. Et bleg og medicinsk lys. 
Min mor spurgte, om hun skulle blive og sove. Jeg svarede nej. jeg kunne lige så godt vænne mig til det fra start. Til det gule og ensomheden. 
Da hun var gået, skyllede jeg svampene i lunkent vand. Om og om igen, til de ikke afgav mere farve. Det var midnat nu, en ambulance med udrykning -men uden lyd- kørte forbi på gaden udenfor. Jeg har altid syntes, at det var de værste. De lydløse udrykninger. Som om deres tavshed forstærker alvoren bag.  
Jeg lagde svampene til tørre på en tilbudsavis, det glittede papir krøllede sig sammen under. Jeg tænkte: Hvis jeg lægger mig til at sove nu, når ambulancen ikke frem. Så jeg holdt mig vågen til det blev lyst, gik ned på havnen og så på mågerne, der skiftevis sad og fløj og skreg. En mand på cykel kørte forbi, han ringede med klokken, jeg ved ikke, om det var af mågerne eller mig. 
Året efter gik gul af mode. Jeg havde tabt elleve kilo, orkede ikke at male om, så i årevis levede jeg med cirklerne, det gule, medicinske lys, uroen. 
Det var ikke så slemt, som det lyder.