Louise Juhl

Jeg lærte engang af en professionel cykelrytter, der havde været i træningslejr hos B.S. Christiansen, at man kan lindre smerte ved at le. Det er noget med frigørelse af endorfiner og måske også adrenalin, jeg husker det ikke præcist, men han fortalte i hvert fald, at om vinteren, når kulden var værst og vinden strid, og han som altid var tvunget ud på cyklen for at træne sine hundrede kilometer, kørte rundt og skraldgrinede. Nogle gange iklædt elefanthue. Jeg mener: kan I forestille jer, hvor uhyggeligt, det må have set ud. En maskeklædte cyklist, der kører rundt i snestorm og ler hysterisk tilsyneladende uden grund?
Nå men i dag var jeg i skoven, og selvom det ikke var frostvejr, og jeg heller ikke var tvunget ud på hundrede kilometer, så regnede det lodret og vandet var vådt. Men pludselig kom jeg i tanke om den her teori, min ven havde lært mig – at man kan grine sig ud af fortvivlelse. Så jeg lo og lo, og det lød så hult, at jeg ikke kunne lade være at grine af mig selv. Og Mumrik begyndte at logre og løbe rundt i alle de våde blade, og jeg løb med, og sådan endte vi med at løbe rundt om os selv og le og det så længe, at vi helt glemte, at der ikke var noget at le ad.
Jeg ved ikke, om jeg vil anbefale det til andre, men nu har jeg i hvert fald prøvet dét, og det er jeg egentlig ret glad for.