Louise Juhl

Hos vores bedsteforældre forblev alt, som det plejede at være. Der var varm mad kl 12.00 serveret på ovnlune tallerkener, flæskesteg med kartofler og surt. Stueurets visere lød som en metronom, der kunne holde styr på minutter, timer, dage på en måde, vi var uvant med. En ro, vi ikke kunne finde ander steder, og som gav plads til noget andet end dagligdag og gøremål. Fantasien fik frit løb, syvtabellen blev erstattet af tankelege, tænk at være smuk og berømt som de berømte modeller, at hedde Renee med to e’er, være gudesmuk og kæreste med en guitarist fra Duran Duran. Vi øvede os foran spejlet, gik catwalk, vuggede i hofterne, gav blødt efter i knæene, lavede trutmund. Men kun til der blev råbt fra spisestuen, at nu var der kaffe og roulade. Så løb vi nedenunder, mindre glamourøse men mere trygge. Klappede gravhunden og lavede flødeskumskæg af rouladeovertrækket, pendlede uden besvær mellem barn og voksen. 

*
Senere blev børnecyklen skiftet ud med en større model, der havde tre gear og håndbremse. Anker Jørgensen trådte tilbage og overlod magten til en firkløverregering. Poul Schlüter stod i spidsen og proklamerede med alfaderlig røst, at han ville sikre landets fremtid. Han lovede at øge den private sektor og tilsvarende reducere i den offentlige. Der blev brugt ord som ’fastkurs-’ og ’genopretningspolitik’. Tøjlerne skulle strammes, var parolen: Overførselsindkomsterne skulle skæres ind til benet, så de alt for mange ledige fandt vej tilbage i job. Det lå implicit i den førte politik, at ansvaret for de svageste ikke længere hvilede på samfundets- men den enkeltes skuldre. ’Ansvar for eget liv’, lød mottoet, og pisk erstattede gulerod. Rundbordspædagogikken havde ”sejret ad helvede til”, blev det fortalt, og det så overbevisende, at ingen spurgte yderligere ind. Julepakker og påskepakker blev uddelt med rund hånd, men indeholdt ikke, hvad man kunne forvente. Gaven bestod i øgede afgifter og dyrere lån, nedskæringer af de offentlige tilbud. Der skulle ydes, før der kunne nydes. 


Tanken var os ikke fremmed. I årevis var vi blevet opdraget i den samme ånd. Lykken var noget man skulle gøre sig fortjent til. Knofedt og kampånd, der var ingen tid at spilde. Tilværelsen var fast arbejde. Hver dag, året rundt. De færreste stillede spørgsmålstegn og de, der gjorde, blev enten tiet ihjel eller i bedste fald anset for fantaster. I værste fald tabere. Det var stadig mændene, der bestemte det meste og overalt. Økonomi, politik, ledte virksomhederne og var familiens naturlige midtpunkt. Alligevel insisterede de på noget andet: ’Oh milde kvinder, hvor har de magt,’ gentog de hver gang en kvinde ønskede sig indflydelse: udddelegering af en ugentlig maddag eller at støvsugningen skulle gå på omgang mellem alle familiens medlemmer.