Louise Juhl

Der var noget særligt ved sneen, det var som om den forvandlede virkeligheden til noget blødt og pelset, også tiden blev en anden, længere og dybere ligesom, oplyst nedefra og op.
Og vi sneg udenfor, før de voksne vågnede, og fulgte aftrykket fra en kat – gennem hækken og op over muren, ind i naboens have. Og så stod vi dér, i forede gummistøvler og pyjamas, i den urørte sne. Og alt var nyt: græsset var kridhvidt, himlen blodig og månen lignede en selvlysende telefon.

I tankerne var vi langt oppe nordpå, helt deroppe hvor solen aldrig står op og derfor heller aldrig går ned. Og vi forestillede os, at vi måtte klare os med ingenting, de bare hænder og hjertets varme (det var før, vi lærte at hade det banale.) Vi slog kuskeslag og fandt på navne til hinanden: ‘Aqiotuk’ og ‘Imizaq,’ som betød dig-der-elsker-fugle-og-fremmedord og pige-med-morgenhår-og-iskolde-fødder. Og vi satte vi os på hug og tegnede med fingrene i sneen. Stjernetegn, som kun fandtes i vores fantasi: Ægte Æsel og Mægtig Harefod, og det hele varede lige indtil vores forældre kaldte: ‘kom ind og få noget tøj på’.
Og vi blev vi klædt i hverdagens stof, tennisstrømper og en polo-shirt, vi havde arvet fra en fætter, og da vi kom ud igen, var sneen smeltet.