Louise Juhl

Jeg sidder i en stol med lukkede øjne. Jeg griner, jeg siger: Det er højst mærkværdigt.
Kvinden i stolen ved siden af, griner ikke, men spørger: Hvordan mærkværdigt, hvorhenne?

For nylig læste jeg om menneskelige reflekser. Det er dem, lægen undersøger, når han slår os lige under knæskallen, så benet giver et stræk. Den slags kaldes ubetingede reflekser, det er også dem, der gør, at vi hoster, hvis vi får noget galt i halsen, og at pupillerne trækker sig sammen i stærkt mod lys. De fleste sådanne reflekser er medfødte og afgørende for vores overlevelse: At vi løber, når vi ser en løve komme imod os eller fjerner hånden, hvis den rammer en glohed plade på komfuret.

Jeg nævner det, fordi jeg ikke altid har været bange for mine reflekser, for at jeg skulle løbe i en situation, hvor løb var helt forkert. Til en reception med kendte mennesker eller midt i en oplæsning. Tænk hvis mine knæ helt af sig selv gav sig til at sparke en parkeret bil, et monstrum af SUV med blanke fælge og fem døre. 
Og hvad skulle jeg stille op, hvis min krop afslørede mine følelser, klædte mig af som en Kejser uden tøj på.

Da jeg den 24. august 1992 skrev en seddel til mig selv om, at jeg fra dags dato ville leve sundt, dyrke motion og tabe mig, var det mit forsøg på at undslippe mine egne reflekser. Mine ubetingede behov: behovet for mad, for hvile. For kærlighed. Jeg var ganske enkelt rædselsslagende for at afsløre, at jeg var en hund efter den slags. Efter omsorg og kærlighed, et savlende dyr, en logrende hvalp. Ae mig. Fodr mig. Elsk mig. Så i stedet forsøgte jeg at overvinde min krop, mine behov, lukkede munden, lagde armene over kors. Løb og løb og løb fra en farlig løve, som var mig selv. Det er en lang tur. At undslippe sig selv, sin krop. En udmattende og håbløs tur også. Heldigvis stødte jeg ind i et træ undervejs, jeg løb direkte ind i stammen og faldt om og blev liggende dér. – I skyggen og fandt ud af, at dér lå jeg godt. Svalt. Og at der ikke kom nogen løve og åd mig.

Damen i stolen ved siden af min spurgte: Hvordan mærkværdigt, hvorhenne?
Det er fortsat et ubesvaret spørgsmål, jeg kan stadig ikke placere mine oplevelser i kroppen, jeg aner ikke, hvad jeg mener, når jeg siger, at noget føles godt. Godt hvordan, godt hvorhenne. Jeg ved ikke, hvor vreden sidder. Glæden. Angsten. Sulten. Men jeg har fundet modet til at sætte mig i en stol med lukkede øjne og indrømme, at det føles mærkværdigt. Og at blive siddende sådan, i mærkværdigheden. Er det ikke spild af tid, tænker du måske, men som en, der har løbet fra det sted, den stol, den følelse, hele mit liv, kan jeg sige, at jo, det er muligvis spild af tid, men det er et mere behageligt, mere meningsfyldt spild, end at forsøge at løbe væk fra- og ud af sig selv.

PS: Jeg er forresten født i Løvens Tegn, muhahahahaha