Louise Juhl

Når mennesker med magt og position kæmper mod hinanden, er det gerne med granater og bomber. Når vi almindelige dødelige derimod kæmper mod hinanden (og os selv), bruger vi skam. Skam er et effektivt våben, en slags giftgas, en både vægt- og lydløs dræber, der langsomt sniger sig ind på- og i ofret, lammer dets vejrtrækning. Det sker uden hverken bulder eller brag, ingen tænker i krig eller død, det sker bare. Hver dag, hele tiden, overalt. 
Vi skammer os, måske fordi vi har lært det hjemmefra. Når hunden tog et stykke kød fra kanten af bordet: Fy skam dig! Når man plagede for længe om noget: Det kan du ikke være bekendt. Det vi fik at vide: Du kan ikke være dig selv bekendt. Gulp. Det sker hver dag, at vi ser på nogens handlinger og med eller uden ord, dømmer dem til skam: Skam dig, at du taler om dig selv. Skam dig, at du føler i stedet for at handle. Skam dig, at du ikke er som mig, mener det samme, lever som jeg. 

Engang var jeg syg af skam. Altså helt bogstavelig og meget syg. Jeg nægtede mig selv føde, for noget i mig sagde, at jeg ikke var det værd. At jeg ikke kunne være mine behov bekendt. Så jeg afstod fra det meste: løb mine såler tynde, mine knogler skøre. Holdt op med at spise, men skammede mig stadig over at føle sult. Jeg blev indlagt og fodret med sonde, en lettelse egentlig, for så var det nogle andres skyld – ikke min – at jeg åd, tog på, fyldte i verden. Senere blev jeg udskrevet og skammen tog til. Skammen over at nægte at spise, når der var mennesker ude i verden, der ikke engang havde muligheden for at få mad. Fy for fanden for en forkælet attitude! Skammede mig over at koste samfundet hundredetusindevis af kroner i terapi og ambulatorier, medicin og bostøtte. Jeg skammede mig at være ulykkelig, at ynke trods mine privilegier, at være til bekymring for min familie og til besvær for alle andre.

Jeg lejede en etværelses lejlighed med skråloft på femte sal på J.M. Thieles vej på Frederiksberg. Levede af dåsetomater og cola light. På gode dage spiste jeg en omelet lavet af æggehvider og dyppede den i tynd bouillon for at give den lidt smag. Jeg svømmede en kilometer hver morgen og købte en spinningcykel til min lejlighed, for ikke at gå i stå. Jeg var så træt og så fuld af skam, at jeg ind imellem ønskede at dø. Men heller ikke det kunne jeg tage mig sammen til – og så blev også det skamfuldt: At jeg ikke havde mod til at gå hele vejen, men bare dryp-døde lidt hver dag. 
Jeg husker en enkelt dag særlig tydeligt. Jeg havde fået et rugbrød med hjem fra min faster, som jeg havde besøgt. Ikke at jeg spiste den slags, men hvad skulle hun gøre, det virkede på en eller anden måde mere rigtigt end at give mig blomster. Dem kunne jeg jo spise, og det jeg trængte mest til var føde, fysisk føde. Ikke flerfarvede tulipaner eller grøftekantsbuketter. Hjemme igen lagde jeg brødet fra derhjemme, cyklede halvtreds kilometer på min spinning-cykel, kogte en dåse flåede tomater og spiste dem med teske. Gik i seng. Men midt på natten vågnede jeg med en frygtelig sult. Et uimodståeligt begær efter mad. En sult, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med. Så jeg forsøgte at kvæle den, helt bogstaveligt, jeg tog brødet og bed store humpler af det og sank uden at tygge. Bid efter bid efter bid, indtil der ikke var mere brød tilbage. Det var en virkelig mærkelig handling, og jeg ved den dag i dag ikke, om det var vreden alene – eller også sult (og om de to ting var to sider af samme sag), der fik mig til at sluge brødet. Men jeg ved, at jeg faldt i søvn og vågnede mange timer senere og så den tomme brødpose og tænkte: Hvad har jeg gjort? 

Jeg kan huske, at jeg ringede til min bror, og at jeg hulkede så hårdt, at han ikke kunne forstå, hvad jeg sagde. Hvad? spurgte han flere gange, hvad er det, hvad er der galt? Til sidst lykkedes det mig at få det fortalt, det krævede al min overvindelse, jeg var overbevist om, at alt hermed var slut, min brors kærlighed, min mors, verdens, min egen. Jeg var slut. ’Jeg har ædt et rugbrød’. Jeg blev selv forskrækket over at høre ordene: Jeg. Har. Ædt. Et. Rugbrød. Altså ikke en skive, ikke to skiver men et helt fucking rugbrød. Min skam var monstrøs. Den var så voldsom, at jeg ikke selv kunne se, hvor skørt det hele var. Tænk at være parat til at dø af skam – over et rugbrød.
Min bror og det pænt. Han grinede næsten ikke, blev bare ved med at spørge: Men hvorfor græder du, hvorfor ringer du og fortæller mig, at du har spist et rugbrød? For ham var det fuldkommen utænkeligt, at det skulle afføde skam. Han spiste (og spiser) glad og gerne og alt, uden at det får ham tvivl det fjerneste på hans værd. 

Det jeg tænker på er: Hvor kommer det fra. Det med at være os selv bekendt, eller nej, dét med netop ikke at være det. Hvor kommer skammen over vores behov fra: Behovet for mad, vand, omsorg, sex. At blive set. Hvorfor er det så skamfuldt at være sig selv eller endnu værre: At være sig selv bekendt?