Louise Juhl

Engelsk havde alle i klassen, men vi var delt på tværs. I dem, læreren kunne lide og så alle de andre. Jeg var heldig at høre til i den første gruppe, ikke fordi jeg var god, men fordi jeg var velforberedt og altid rakte en hånd i vejret, når han spurgte os om noget. Jeg havde en mening om alt og hvis ikke, så fandt jeg på en – og det uanset om læreren spurgt til flertalsbøjninger eller Skotlands krav om selvstyre. I februar fik jeg kyssesyge, de første fjorten dage sov jeg ud i ét kun afbrudt af skolen, som jeg passede, selvom mine led gjorde ondt og jeg min hals føltes som sandpapir. Jeg kæmpede mig igennem dagene på en cocktail af kodimagnyl og Snickers, min engelsklærer kaldte min pligtfølelse for forbilledlig. Vi var i gang med William Golding’s ‘Lord of the flies’, bølgerne gik højt. Vi diskuterede moral og naturlov, De fleste mente, at alle levende væsner – også mennesker – var underlagt de sidste. At vi allesammen – stillet overfor et valg mellem vores egen og andres overlevelse – ville vælge os selv, vores egen.
Jeg fastholdt stadig stædigt, at tingene ikke var så simple som det. At selv i dyreverden var der eksempler på det modsatte, på altruistisk adfærd. Præstekraven, for eksempel, satte sit eget liv på spil for at redde sine unger. Jeg fortalte også om en engelsk forsker, jeg havde læst om: Hun var selv blevet reddet fra en bilbrand af et menneske, der aldrig gav sig til kende. Nu brugte hun sit liv på at undersøge, hvad der kunne få mennesker til at handle sådan – uselvisk. Hun havde opdaget en klynge af nerver i hjernen, ”Mandelkernen”, hvis størrelse hang sammen med menneskets evne til at producere og mærke følelser. Blandt anonyme organdonorer var mandelkernen for eksempel op til 20 procent større end hos gennemsnittet af de undersøgte. Studiet pegede altså på, fastholdt jeg, at medmenneskelighed faktisk lå gemt i den menneskelige genetik. At vi var biologisk disponeret for at hjælpe hinanden og det endda uden gevinst for øje. De andre grinede, kaldte mig naiv og sagde, at der jo også fandtes forskere, der mente at Gud virkelig fandtes. de påstod at have målt hans tilstedevær som sort stof i universet. En uforklarlig masse uden hvilken, alt andet ville bryde sammen. Diskussionen endte uforløst.
Der gik næsten fire måneder, før min kyssesyge var ude af kroppen. Min læge mente, at havde jeg taget det lidt mere med ro, holdt mig hjemme de første uger for eksempel, og derefter en måned på lavt blus, ville virussen have været overstået på den halve tid. “Men det er jo for sent nu,” tilføjede han og gav mig et klap på skulderen.