Louise Juhl

På tirsdag er det den 8.marts og dermed Kvindernes Kampdag, og jeg skal til Gellerup og snakke med en gruppe indvandrerkvinder om, hvad det betyder for dem at være kvinde, og hvad det betyder for mig. Her til morgen gik jeg så en tur med Mumrikken, og tænkte over ordet “kvinde,” hvad det betyder for mig, og forsøgte at liste 5 ting op, der knytter sig til ordet. Det første, der faldt mig ind, var: Evnen til at føde børn. Og jeg må sande, at jeg, fordi jeg i 15 år sultede mig selv, ikke kan føde børn: Er jeg så ikke en rigtig kvinde, og hvis nej, hvilken slags kvinde er jeg så? En forkert?
Men så kom jeg i tanke om, at min mor altid roste Ritt Bjerregaard, og hun har jo heller ingen børn, hun holdt også af Jytte Hilden men allermest af Dronning Margrethe, fordi hun røg smøger på TV, og fordi hun var sig selv, før hun var noget andet eller nogens anden. Min mor lærte mig, at af alle væsentlige ting, var det vigtigste at få sig en uddannelse. Ikke så meget for at “realisere sig selv”, som for aldrig at ende i en situation, hvor jeg var afhængig af en mands indtægt. Hun lærte mig, at der er mange måder at være kvinde på, min mor havde selv tre børn, et fuldtidsarbejde og tog sig oveni det, af alt det huslige. Til gengæld havde hun sjældent kræfter til sig selv! Hun var mor med stort M: Da min far engang i ophidselse proklamerede, at min bror skulle smides ud (sikkert fordi han havde været pisseflabet, det var han tit), rejste min mor sig, tog et stykke farvet symaskinekridt, og trak en streg gennem huset: “Se,” sagde hun så til min far, “jeg ejer halvdelen af det her hus. På den halvdel bor mine børn og jeg. Så kan du bo på den anden halvdel!” Og min far tav og brummede et eller andet om, at han da heller aldrig kunne få lov at sige noget, før der blev ballade, og min bror blev boende, og med tiden forsvandt kridtstregen. Min mormor husker jeg ikke så godt, jo lidt, hun havde langt nøddebrunt hår, som hun sneglede op i en pølse rundt om hovedet. Hun kaldte mig “puttehønseskid,” og fodrede alle vildkatte i tyve kilometers omkreds 365 dage om året. “Kis, kis, kis,” hviskede hun, og selvom jeg næsten ikke kunne høre hendes hvisken, så kom de løbende alle steder fra, kattene, og spiste sig mætte. Min morfar var en helt særlig støbning, fuld af kærlighed men med et temperament, der nogen gange gjorde kærligheden svær at se. Han var frygtelig kolerisk, og kunne gå rundt flere dage i streg med sin cigarstump i mundvigen, og bande højt over noget, ingen – ikke engang selv – kunne huske, hvad var. Imens tog min mormor sig af kunderne, sørgede for at Lærer List fik betalt for sit tømmer og at Gartner Thodes bestillinger blev noteret. Hun døde, mens jeg var ganske lille, det var noget med hjertet, og mormor brugte da også det hjerte så flittigt, at der ikke er noget at sige til, at det blev slidt ned til sidst. Helt modsat min mormor husker jeg tante Gerda. Hun røg cigaretter og spillede kort, var selvstændig som ind i helvede og tjente til føden som telefonist ved Kolding Sygehus. Jeg kan huske, at jeg var en lille smule bange for hende, fordi hendes stemme var mørk og myndig, men at jeg mest af alt elskede, når hun kom på besøg. Det var aldrig kedeligt, og når Gerda kom, måtte jeg både drikke sodavand og bande, mens der blev spillet kort. Det, og alt muligt andet, gik jeg og tænkte på, min mor, min mormor, Ritt, Margrethe, tante Gerda. At være kvinde kan være så mange ting, og jeg glæder mig til at høre, hvad kvinderne i Gellerup fortæller mig på tirsdag.