Louise Juhl

Jeg vågnede og var ulykkelig, jeg havde drømt, at jeg havde lånt et smykke af en veninde, et arvestykke af stor værdi, og nu ville jeg aflevere det tilbage. Hun boede langt væk, jeg havde bestilt billet og aftalt overnatning, skrevet et langt brev, jeg ville give hende. Om, hvor stor pris, jeg satte på hendes tillid, på at hun havde overladt sit smykke i min varetægt, den generøsitet. Alt var altså klar, da hun valgte at aflyse. Ingen grund til alt det besvær, skrev hun, hun savnede alligevel ikke sit smykke, og – sådan forstod jeg det – tilsyneladende heller ikke mig.
Detvar med den forståelse, jeg vågnede, med en oplevelse af ikke at være savnet, alene, ensom.
Det er ikke sådan, det er i virkeligheden, det skal jeg skynde mig at sige. I virkeligheden ligger Michael ved siden mig i sengen, og lige udenfor døren ligger Mumrik, og hvis jeg tog telefonen og søgte ville mine kontakter være over to hundrede.
Alligevel savner jeg, at det sker lidt oftere. At jeg ringer altså, eller at nogen ringer til mig. Foreslår at gå en tur, finde sten ved stranden, cruise omkring ved de velhavendes villaer i Risskov.
Da jeg mødte Michael havde han allerede været gift. Hun hed Janne og var supersød, det gik bare ikke, måske allermest fordi hun ikke brød sig om, at Michael så sine venner. Jeg ved ikke, om det var en slags jalousi eller måske bare en følelse af, at være holdt udenfor, jeg finder heller aldrig ud af det, for hun døde for ti år siden, æret være hendes minde. Men da jeg mødte Michael, gjorde han det med det samme klart, at han havde venner, og at de sås flere gange om året, til alle højtider og også imellem. Tog i sommerhus og spillede RISK, diskuterede musik, den sædvanlige kamp om, hvem der var hjernen bag The Beatles, Paul eller John. Han formulerede det ikke som et ultimatum, men det var tydeligt, at han ikke havde planer om at droppe vennerne, turene, diskussionerne, heller ikke selvom vi fandt sammen, og heldigvis for det, de ses stadig, tager til Skagen, Sønderborg, Champagne. De er sjældent enige om noget som helst – udover altså, at de er hinandens venner trods uenighederne.
Jeg har ikke på samme måde veninder. Ikke den slags, der går langt tilbage. Jeg blev syg som 19-årig og de næste mange år forhindrede sulten mig i at være noget for andre. Det lyder grusomt, og det var det også, men sandheden er, at uden mad, ingen tanker eller følelser, kun et enormt hul i maven, et sort hul, der suger alt og holder sammen på det. Jeg fik besøg, selvfølgelig gjorde jeg det, og jeg forsøgte mig også med en tur til Tyrkiet med tre veninder, men efter fire dage tog jeg hjem, jeg frøs, selvom der var toogtredive grader varmt, og når de andre gik på diskotek, lå jeg derhjemme i ferielejligheden og drak bananlikør, for at dulme sorgen over ikke at kunne være med, og vågnede klokken fem ved minareternes kald, og så var det, jeg valgte at flyve hjem. De mange års underernæring satte sig i min krop, udtørrede mine æggestokke og nulstillede hormonbalancen, det var så godt som håbløst, mente lægen, da jeg spurgte, om chancerne for at blive gravid. Og selvom jeg ikke hørte efter men sprøjtede mig i maven hver dag kl 15.00 og spiste selen og undgik makrel og tun på dåse, så måtte jeg til sidst sande, at han havde ret, det var håbløst, jeg var håbløs.
Det her er ikke en klagesang, heller ikke en bøn om hjælp, det er bare en konstatering af, at jeg vågnede og var ulykkelig, og at det måske skyldes, at jeg nogle gange savner at have en ven at gå en tur med, spille et spil med. Diskutere hvorfor mariehøner ikke hedder mariehøns i flertal, for eksempel.