Mellemtider
by Louise Juhl Dalsgaard
Det er ikke stort. Eller småt. Slet ikke sandt. Det bare ér.
Spørgsmål uden svar. Svar, der ikke har hjemme nogen steder.
Ord, der svæver. Hvileløst. Tegner buer i vore ansigter, som rynker og formede øjenbryn. Eller smilets halvbue, for eksempel.
Det er alt det, der ikke kan forstås. Men alligevel må stå. Eller falde. Udenfor og indenfor. Rammerne. Mellem et du og et jeg, et vi og et os. Hinanden-hed.
Det er dét, som ikke kan begribes, men alene gribes: sæbebobler, der revner ved berøring. Puuuffff. Opløst og væk, men stadig levende.
Det er teksten, der aldrig sluttes. Men slutter. Punktum.
Så vi kan komme videre.
I teksten.
Og med hinanden
Komme videre i teksten – Livet er en sproglig konstruktion
Sorry, hvis min kommentar forekommer mærkelig. Den blev skrevet, og den behøver ikke give mening. Er det ok? 🙂
Halvbuer…dejligt ord. Minder lidt om ‘ublu’. Eller om ‘halvfabrikata’. Eller ikke. Måske. Cirka. Dér. Nu. ! 😮
Maria:
Skræmmende nok er det jo, at vi alene eksisterer i forhold til vore medmennesker i kraft af kommunikationen. Med dem. “Me tarzan – you Jane” i avanceret udgave. Så selv om jeg tror (og håber), at jeg er mere end blot hvad jeg siger og gør, så er det tvivlsomt om det er en holdbar tanke.
Nå, men jeg må jo komme videre. Med teksten. I teksten. Mod teksten? 😀
Beolog:
Ublu er et henrivende ord. Ligger godt i maven. Og der er ord, der både er lydord og begreber. Ublu. Og halvbuer for eksempel. Man kan smage smilet i det. Blandet med vemod? Sådan omtrent. Næsten. Måske?
😉
Halvbuer er et suverænt ord. Og kurver. Albueskred. Nervøs velour? 😉
Hvad med Hulubu ublu? – og hvorfor har man aldrig hørt om flegmatisk velour i øvrigt?
Jeg tror der er en slags sensommerblues i luften, inden for sæsonen.
Beolog:
En mule. Lyder også rundt og blødt og varmt. Mmmmm…
Magtesløshed – skriger til himlen. Om noget uforløst. Aaaarggghh
Og så videre….leder videre…er lidt utålmodigt
Jeg har bare tabt puslepillet, og sidder som et fortabt barn og ser på de 10000 brikker og aner ikke hvor jeg skal starte og slutte. Har fundet et stykke blå himmel – det var IKKE en hjørnebrik…suk!
Gaffel:
Sensommer blues. Så afgjort. Jeg sidder fast mellem dominant og subdominant,- føler mig som en klemt akkord..
Mule…ja, det er sgu et underskønt ord.
Muler er megamussede og mumsemamsede.
I udsagnsformen må det omgående indføres som score-ord:
– Vil du med hjem og mule?
Ret beset er det vel det omvendte af surmule? 😀
Fugtigklam: er selvopfyldende i sin ækelhed. Puha: En varm svømmehal med børn, der pisser i bassinet. Not nice.
Nej så hellere lidt muleri. Og i nødstilfælde: lidt surmuleri 😀
Nemlig!