Louise Juhl

Engang gik jeg ind i en butik og bad om hjælp. Det var den 21. december, årets korteste dag. Jeg var vågnet ved, at mine hænder og fødder var svulmet op til dobbelt størrelse, de var kolde og gjorde ondt, og jeg var bange. Jeg kunne have ringet til min læge, men undlod, long story short: Jeg vidste, hvad hun ville sige: Du er nødt til at spise. Og at jeg ikke kunne følge hendes råd. Så i stedet for at ringe fandt jeg den her butik, i vinduet hang et skilt “Personlig Pleje” og i karmen stod der poser med helsekost og Tigerbalsam. Inde i butikken stod Anette, hun havde et skilt på brystet med sit navn og et logo med en hånd, der holdt om et hjerte. Hun havde helt kort hår og meget brune øjne, jeg viste hende mine hænder: “åh nej,” svarede hun og tog en hånd op foran munden. Vi snakkede lidt – om hvorfor og hvor længe, jeg holdt det kort: Forklarede, at jeg var ked af det og havde været det et helt liv, men at det med de hævede hænder og fødder var nyt. 
Anette foreslog et tilskud af planteproteiner, Aroniasaft og zoneterapi, hun havde en briks stående ude bagved. Hun satte hun skilt på døren “kommer straks” og tog mig med derud. Lavede te og fandt en skammel, smurte mine fødder ind i fed creme. “Kan det trænge det gennem huden?” ville jeg vide, skræksslagen ved tanken om fedt gennem fødder. Men hun lovede mig, at jeg ikke vil blive fed af hendes creme “promise!” og trykkede så på min fødder. Nedenunder, ovenpå: Av! Alt gjorde ondt og over det hele, så hun endte med bare at stryge, forsigtige strøg fra tæerne og op til anklen, hele tiden samme vej. Det var noget med, at føre mit blod tilbage til hjertet. “Menneskehænder,” sagde hun “du trænger til menneskehænder.”
Nogle timer senere gik jeg derfra og Anette tog skiltet ned fra døren. Udenfor havde der samlet sig en kø. Jeg gik hjem og sov ni timer i træk, og da jeg vågnede var mine fødder lige så hævede som før, men jeg mindre ked af det, mindre bange også. Jeg besøgte ikke Anettes butik siden, men hver gang vi nærmer os jul tænker jeg på hende og på hendes hænder, menneskehænder, og på, at vi allesammen trænger.