Louise Juhl

Du føler meget mere, end du har grund til at føle. Sådan sagde en bekendt engang til mig. Jeg havde lige fortalt hende om min ømhed for nåletræer og en voldsom angst for at miste forstanden. Hun lyttede, tømte et glas rødvin, endnu et, hun virkede ikke decideret beruset, men hun var nået til det punkt, hvor hun mente, at rå og ublu ærlighed var en gave. Svesken på disken, lorten på bordet. “Du føler sgu altid meget mere, end du har grund til at føle”, sagde hun med en tilstræbt overbærenhed, der vel i virkeligheden dækkede over en voldsom irritation. Hun fyldte endnu et glas med vin, løftede det: skål! Og fortalte så om en rejse, hun planlagde at tage på. Til Italien. Hun ville gå i en kendt skuespillers fodspor, forklarede hun, opsøge de mange kvindelige bekendtskaber, han havde haft undervejs i karrieren, hun ville finde frem til, hvor de havde boet, spist, elsket. Slået op. 

“Det handler om at forfølge nogle andres historier”, forklarede hun: “Du ved; fingeren ud af navlen og hovedet ud af røven”. Hun lo, mens hun sagde det. Hendes øjne var begyndt at få sådan et glasagtigt skær, som helt friskfangede fisk har, før de ved, at de skal dø. Jeg nikkede til det hele, alt det hun fortalte. Italien lød spændende, svarede jeg, og ja det er med at få hovedet ud af røven, lo jeg, det lyder rigtigt. “Og det samme med følelserne”, fortsatte jeg, “til Italien med dem.” Ud, væk. Min bekendte virkede opstemt nu, næsten begejstret: “Yes”, satte glasset fra sig, løftede det igen. “Færre følelser, mere røv!”, råbte hun, og af en eller anden grund gentog jeg: Færre følelser, mere røv! Jeg har ikke kunne glemme det siden, hverken de glasklare øjne eller ordene, jeg gentog. Hvis hun læser det her, vil hun sikkert ryste på hovedet. Der er jo ingen grund til at gemme på den slags, vil hun sige, op i røven med det. Eller: Ud af røven, måske. Men det er stadig samme med mig: Alt for mange følelser og for få grunde til at have dem. Kys.