Louise Juhl

For nylig hørte jeg en kollega sige, at hun var mere interesseret i løgnen, end i det, vi kalder sandhed.
Jeg var egentlig på vej ud for at fylde min drikkedunk og hørte derfor kun efter med et halvt øre, men jeg råbte alligevel og helt spontant: “ja!”
Jeg har altid været fuld af løgn. Eller: jeg har altid fortalt ting, der ikke passede – netop for at få dem til at passe. I børnehaven opfandt jeg en død tvillingesøster, hun hed Nayaa, og var min bedste ven. De andre børn flokkedes omkring mig, de ville høre alt, de spurgte og spurgte:
Er hun virkelig død?
Lignede hun dig på en prik?
Hvor stor var kisten?
Jeg svarede, at ja – hun var virkelig død, og hun lignede mig men ikke på en prik. Kisten? Den havde været på størrelse med en tændstikæske.
Pædagogerne var mindre begejstrede, de hev mig til side og forklarede, at døden ikke var noget, man legede med. De fortalte også, at der var noget, der hed virkelighed og noget andet, der hed fantasi, og at det var vigtigt at kende forskel. Jeg forstod ikke helt, hvad de mente: Jeg vidste jo godt, at Nayaa ikke fandtes i virkeligheden, men det betød ikke, at hun ikke var virkelig – inde i mit hoved – hele tiden og hver dag. Og hvis ikke det var sandt, var alt det inde i mit hovede så også en løgn?
Senere lærte jeg at skelne og holdt helt op med at tale. Jeg var elleve eller tolv, min tavshed var tyk, og jeg blev derfor sendt til en skolepsykolog. Hun lænede sig fremover i stolen og så mig i øjnene:
–Er der noget galt? spurgte hun, men jeg rystede på hovedet: Nej, nej. Jeg kunne jo ikke svare hende, at det var fordi, jeg savnede min døde tvillingesøster, Nayaa, noget så forfærdeligt. Hun var jo en løgn, Nayaa. Mit hovede, mine følelser.
Jeg savner hende stadig.