Louise Juhl

Min mor siger, at det er bedre at stille en kold gryde på et varmt komfur, end det er at stille en varm gryde på et koldt. 
En kold gryde på et koldt komfur, derimod, det gør ingen som helst forskel. Hverken komfuret eller vandet tager skade, men gør heller ingen gavn, alt forbliver det samme. 

Jeg ved ikke, hvordan det er med os. Om vi er kolde eller varme gryder, da vi mødes der ved busstoppestedet, eller hvordan med komfuret. Jeg ved kun, at vi flytter sammen eller rettere: At jeg flytter ind. I hans liv og lejligheden, der er fyldt med hans ting og katte, hans rutiner og håndklæderne, der alle er kulsorte og med hank i begge ender. Ind til hans søvnløse nætter og vågne mareridt, hans søgende hænder, der ind imellem bliver krævende, kommanderende: Kom. Og så kommer jeg. Ind til ham i sengen, og hans hænder gør resten, finder vej til det, de vil have, for så at forsvinde. Ind i søvnen, otte timer, et godmorgen og tilsyneladende glemsel om den foregående aftens begær, hændernes lidt for hårde vilje. Han stryger mig over kinden og rejser sig. Går ud på badeværelset for at tisse, han lader døren stå åben, den plaskende lyd fra urinen der rammer kummen og og så et suk, da blæren bliver lettet for trykket. Ah!

Jeg får arbejde i en delikatessebutik, møder ind klokken otte og flytter som det første de kilotunge parmesanoste fra kølerum til butik, skærer pølser i skiver og anretter på fade, alt sammen før butikken åbner. Hver gang en kunde træder ind, ringer en lille klokke over døren og jeg rejser mig fra min plads i baglokalet. Glatter forklædet: ”Hej” og ”Hvad kan jeg hjælpe med”. En kvinde i en imiteret sælskindspels kommer hver dag forbi, altid lige før lukketid. Smager på alle ostene, én efter én, det tager tid. ”Njaaa,” hun ryster på hovedet, prøver den næste: ”Heller ikke den”. Til sidst opgiver hun og køber i stedet 6 skiver sønderjysk kropølse på tilbud. Hver dag. & skiver og altid af den samme pølse.
Jeg lærer at lyve, at prise en askerullet italiensk gedeost til skyerne, selvom smagen byder mig imod. En himmelsk mundfuld, kalder jeg den. Eller jeg skriver skilte med snirklede bogstaver, tegner blomsterranker rundt om: ”Gå ikke glip af mysenostens magi” og ”Mageløs Maasdammer”. Kunderne virker tilpasse, de lader sig lokke og køber gerne lidt mere, en de har brug for. Et glas kandiserede valnødder eller en engelsk myntegele, der sælrigt egner sig til lammekød – også selvom de ikke spiser lam. 
De aftener, han ikke selv er på job, henter han mig på sin motorcykel. Kysser mig flygtigt, sætter en hjelm på mit hoved og jeg holder fast. Sådan kører vi gennem byen, han fører maskinen, jeg følger med. Derhjemme løfter han hjelmen af mit hoved igen, binder et tørklæde for mine øjne. Vi skal lege kimsleg, siger han og han lægger ting på min tunge. En rusten mønt, en sukkerknald, en skefuld sennepspickles, polske hindbær (Det er oprindelselandet, jeg skal gætte). Bagefter spørger han til min dag, om den er gået godt, om jeg har solgt noget: Rødkit, blåskimmel. Gammel Knas måske? 
Det er ikke til at vide på forhånd. Om det er en af de dage, han fortsætter legen, altså: 
– Solgte du også lidt af dig selv?
Han læner sig frem og løfter ud i min bluse:
– Hvor meget ryger der egentlig over disken, spørger han. – Altså udover pølse?